Man gjorde et barn et fortræd

af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet
og Per Schultz Jørgensen, tidligere formand for Børnerådet  

Morfars kronik i Politiken lørdag den 13. sept. er skræmmende læsning. Det er beretningen om afmagt – og om manglende varetagelse af barnets tarv. En 5 årig, der beretter om grove seksuelle overgreb af en samværsfar – mens myndigheder og andre ansvarlige stort set ser passivt til uden at tage det alvorligt. De er mere optaget af at overholde juridiske spilleregler end at beskytte barnet. Der bliver ikke foretaget en psykologisk eller medicinsk undersøgelse af den 5 årige. Det er her, der virkelig sker en tilsidesættelse af barnets tarv. Det er her, der sker en overtrædelse af FN´s børnekonvention med dens krav om, at børn skal høres og beskyttes.

Mange vil nok mene, at samfundet nu aktivt gør noget for at forhindre seksuelle overgreb på børn. Morfars historie fortæller os, at der fortsat er langt igen. Jo, vi har fået mere kontrol i skoler og børnehaver, men de fleste overgreb sker i børnenes eget hjem eller nærmiljø, og selv regeringens netop offentliggjorte handlingsplan tager ikke fat på det spørgsmål. Det kan vi ikke kontrollere os ud af, her skal vi kunne gå ind og lytte til børnene selv.

Det er, som om vi ikke vil acceptere, at nogen forældre kan være så grusomme, at de udsætter deres børn for seksuel vold og overlast. Derfor er der en tilbøjelighed til at lukke af og overhøre signalerne. Eller som i denne sag, at afvise de udsagn, som  barnet selv fremsætter. Men vi ved, at børn kan tale sandt om selv det mest utrolige. Bl.a. via internettet er det dokumenteret, at ikke blot udsættes børn for grusomme overgreb, men mange fædre foreviger også overgrebene på fotos og video, for at udveksle dem med andres fotos af deres overgreb.

Naturligvis kan børns beskrivelse af,  hvad de har været udsat for, været  påvirket af voksnes stadige spørgsmål eller bekymringer. Men ikke i en grad, så de vedvarende kan fremstille sammenhængende hændelsesforløb. Og børns troværdighed som vidner er ikke nødvendigvis ringere end voksnes. Problemet er de voksnes evne til at tale med børn og fortolke deres svar og reaktioner.

Det vigtige er både at kunne tolke børns signaler – og forstå de ændringer der sker i barnets adfærd. I Morfars kronik er der mange eksempler på ændringer hos den 5 årige – her ligger en række dybt alarmerende signaler. Hvorfor er de ikke blevet forstået? Hvorfor har børnehaven ikke indberettet, hvad de har set til myndighederne, de har jo også set den 5 årige pige gå rundt i en miserabel tilstand for at sige det mildt? De kender jo sagen!

Hvorfor er der ikke en sagkyndig med en psykologisk baggrund, der kan samle en sådan sag op med alle dens signaler og budskaber – og tolke det, vi her skal have fat i som barnets råb om hjælp? Hvorfor har vi ikke specialuddannede eksperter til at afhøre børn – og  hvorfor har vi ikke lokaliteter, der kan sikre den fornødne tryghed hos børn, mens der tales med dem? Efterhånden er den 5 årige nu så forvirret, at alene det er et overgreb i sig selv - og nu hjælper nok så mange videoafhøringer ikke. Nu er det en helt anden kompetence, der skal til.

Morfars kronik påviser også et andet meget stort problem, som vi vil opfordre regeringen til inddrage i handlingsplanen om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Det handler om det spørgsmål, at forældres ret til samkvem med deres børn efter skilsmisse tilsyneladende står så stærkt, at selv mistanke om seksuelle overgreb ikke er nok til at samkvemmet stoppes så der kan gennemføres en grundig undersøgelse. Denne situation er en direkte opfordring til selvtægt, der som erfaringen viser, føjer yderligere problemer til barnets situation. Da Folketinget den 23 januar i år behandlede tre forslag om styrkelse af børns situation ved skilsmisse, tilkendegav justitsministeren, at der er behov for et bedre samarbejde mellem statsamterne og kommunerne, når det gælder samværssager, der involverer familier, som optræder begge steder. Justitsministeren nøjedes med at henvise til et forsøgsprojekt, som gennemføres i en række amter. Det holder ikke, nu må dette samarbejde  sikres i lovgivningen.

Morfars kronik beskriver, hvordan en 5 årig tvinges til samvær med en far. Hvis tarv er det egentlig, der varetages? Ikke den 5 åriges! Og sådan er praksis i dag. Børnerådet har gennemført en undersøgelse i en række retskredse, der dokumenterer, at børn tvinges til samkvem med politiets hjælp. Justitsministeren er nu i gang med en tilsvarende undersøgelse, som når den er færdig skal danne grundlag for en ændring af lovgivningen. Vi må kræve at denne ændring giver børnene en helt anden retsstilling – uanset alder. En fogedsag skal altid forudsætte, at det er i barnets tarv og aldrig uden, at en børnesagkyndig har været med.

Morfars kronik viser, at afmagten og desperationen kan ende med selvtægt – og det er lige inden man både forstår og accepterer noget sådant. Men den viser også, at der er mange medskyldige, alle de passive – der ikke levede op til deres ansvar.

Man gjorde et barn fortræd, sagde Tove Ditlevsen med sin roman fra 1941. Det gør vi stadigvæk!
 
tilbage