Børn i retten, meget mere end jura

Et lovforslag om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn kommer med fornuftige anbefalinger omkring videoafhøring af børn. Til gengæld går man ikke langt nok for at sikre beskyttelsen af børnene i den samlede proces. For barnet ender en sag om seksuelt misbrug nemlig ikke nødvendigvis med retssagen.

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

Lovforslagets hovedsigte er, videoafhøring af børn som skånsomste metode skal lovfæstes ved en tilføjelse til retsplejelovens bestemmelser om vidneafhøring og bevissikring. Og videre at sigtede/mistænkte ikke skal gives adgang til monitorrummet. Målet er at skåne børnene for at skulle møde mistænkte / sigtede i retten eller på politigården.

Der er siden, ikke mindst fra forsvarsadvokaters blevet stillet spørgsmål ved den præmis, og antaget at det ville svække den mistænktes/sigtedes rettigheder. Det er ligeledes i offentligheden fremstået som om retssikkerhed i dette spørgsmål var et slags nulsumsspil - mere til den ene giver mindre til den anden. Sådan betragter Børnerådet ikke sagen, hvorfor vi heller ikke finder at det på nogen måde er godtgjort at en ophævelse af samtidigheden bringer Danmark i konflikt med Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6, som det også er blevet antydet.
Undersøgelser af børns vilje og evne til at udtale sig under afhøringen svækkes væsentligt, når de er bevidste om den mistænktes tilstedeværelse i et monitorrum. Rigsadvokatens undersøgelse fra 2000 herom, peger på at der i en tredjedel af sagerne synes at være problemer med at få børnene til at udtale sig, og en kvalitativ interviewundersøgelse, vil efter min mening øge dette antal betydeligt. Børnerådet antager altså at betydningen faktisk er større.
Børnerådet mener derfor at dette forhold er et væsentligt problem for opklaringsarbejdet. F.eks. siger førnævnte undersøgelse at hver niende barn helt lukker i og ikke vil udtale sig. Det kan føre til at for mange sager ikke finder en retlig afslutning, hvilket må siges at være et retssikkerhedsmæssigt problem for såvel den mistænkte, som reelt ikke renses, når sagen falder på grund af manglende bevis, og for barnet, som står tilbage som utroværdig person.
At flere sigtelser frafaldes er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for større retssikkerhed for mistænkte, men for utilstrækkelig lovgivning. Børnerådet finder at en praksis, hvor videoafhøring er reglen, og hvor barnet ved at den mistænkte ikke er til stede i samme hus, gør børn til bedre vidner, fremmer opklaringsarbejdet, og dermed retssikkerheden for alle parter. Det er derfor jeg ikke finder at retssikkerhed kan betragtes som et nulsumsspil.

Det er endvidere blevet hævdet at såfremt den mistænkte ikke har lejlighed til direkte at overvære afhøringen af børn, risikerer vi at udvikle en situation, hvor det bliver regelen snarere end undtagelsen at børnene skal genafhøres, og trækkes ind på politistationen flere gange, til skade for børnene.
Det spørgsmål har Børnerådet også vurderet, og vi må sige, at en sådan påstand reelt ikke kan sandsynliggøres. For det første er der ikke empirisk materiale, hverken fra Danmark eller fra lande, som allerede arbejder som vi foreslår, der påviser en større afhøringshyppighed, og dels vil andre faktorer kunne modvirke en eventuel tendens.
Børnerådet har bl.a. peget på at specielt indrettede lokaler, uden for politistationer, uddannet afhøringspersonale og (kommunale) bisiddere kunne bidrage til at afspænde situationen og til at gøre den, om ikke tryg, så dog udholdelig. Så derfor finder Børnerådet det ikke godtgjort at en ophævelse af samtidigheden, automatisk fører til flere afhøringer. Endelig har forsvarsadvokaterne vel også en interesse i sagens hurtige opklaring af hensyn til deres klienters samlede situation.
De eksperter, vi har bedt kommentere problemstillingen, peget på at flere afhøringer, alt andet lige, nok er mindre belastende for børn, end frygten for at skulle konfronteres med den mistænkte/sigtede. Vi skal huske på at disse børn ofte har været udsat for uhyggeligt skræmmende oplevelser, vold og trusler om vold, død og lemlæstelse. Og de har oplevet at de nærmeste voksne faktisk ikke kunne beskytte dem, ja endda kunne være dem der foranstaltede overgrebene. De har mødt skepsis og afvisning undervejs, ja oplevet at skulle slås for at blive troet. Derfor vil deres tro på at systemer eller voksne kan beskytte dem, være beskedne. Derfor er det så centralt i deres rejse tilbage til livet, at opleve beskyttelse og at kunne begynde at tro på voksne igen.
Af samme grund er det ganske utilstedeligt når flere, eksperter har peget på at vi bare kan lade være med at fortælle børnene at den mistænkte kigger med fra nabolokalet. Disse børn har levet med løgne med voksne som ikke troede dem, og har ofte helt mistet tilliden til voksne mennesker. Den skal genopbygges, skridt for skridt. Det gør vi ikke, ved at fortsætte med fortielser og usandheder i den juridiske proces.
Og hvad så hvis børnene faktisk på trods af vores forsikringer om sikkerhed, alligevel støder ind i den mistænkte. Hvad det gør ved barnet er ubeskriveligt, og ville samtidig ødelægge politiets muligheder for at afdække sagen, og skabe en sag for anklagemyndigheden. Det kan vel næppe være forsvarets opgave at forsvaret af deres klienters interesser, skal sikres gennem at forhindre opklaringsarbejdet. Det ville i sandhed svække retsbevidstheden. Vi ved allerede at mistanken fortsat klæber til den mistænkte/sigtede, når sagen frafaldes alene på grund af bevisets stilling. Det er også uholdbart. Og ville vi i øvrigt optræde således overfor voksne ofre eller vidner? At forholde dem viden. Næppe. Det er i bedste forstand ugennemtænkt.

Der er imidlertid stadig en række forhold som yderligere kunne hjælpe børnene igennem en særdeles vanskelig situation. Med hensyn til stedet hvor afhøringen foretages, tvivler Børnerådet afgørende på at landets politistationer kan indrettes til afhøring med maksimal skånsomhed for det berørte barn. Børnerådet anbefaler at sagsbehandlingen underlægges en helhedsbetragtning. Der bør etableres centre, hvor det samlede procesforløb kan rummes og hvor et samarbejde mellem forvaltninger, behandlere, politi og domstole formaliseres. Afhøringen af børn vil kunne foregå her i omgivelser særligt indrettet med hensyn til barnet.
Der findes forskellige modelforslag, og her skal kun kort henvises til Dansk Pædiatrisk Selskabs forslag fra juni 2001 om etablering af fem regionale centre placeret på sygehusenes pædiatriske afdelinger. Jeg kan også henvise til en fyldig beskrivelse af den såkaldte San Diego-model for behandling af ofre, der er nært beslægtet med såvel Pædiatrisk Selskabs som den islandske "Children´s House"-ordning.

Et ganske naturligt led i en sådan helhedsorienteret proces vil også at der er en kommunal forpligtelse til at udpege en bisidder, en børnesagkyndig som kan følge barnet fra sagens begyndelse og til den er slut. Denne afslutning har intet at gøre med den juridiske proces, der sluttes med domfældelse eller afvisning. For netop i denne fase svigtes eller glemmes barnet ofte. Eksempelvis i intra-familiære sager, når den lokale forvaltning forsømmer at følge op på sagen, efter at den dømte har afsonet og så vender tilbage til det hjem, hvor forbrydelsen har fundet sted. Mange kommuner forbryder sig i disse sager mod Børnekonventionens artikel 3.
Dette område er måske det svageste led i den aktuelle lovgivningsmæssige indsats: At sager om misbrugte børn har betydeligt længere forhistorier og navnlig næsten endeløse eftervirkninger, sammenlignet med den tid den juridiske proces varer. Børnerådet ser frem til at netop disse elementer medinddrages i den handlingsplan som regeringen vil fremsætte. Den juridiske proces er koncentreret om gerningsmand og straf, den reelle proces drejer sig imidlertid om barnet og dets tilværelse i bredeste forstand, og herunder om forebyggelse af forbrydelse.
Børnerådet finder, at der er behov for lovformulerede, uomgængelige krav til kommunerne om behandlingen af sagerne, herunder for udpegningen af en bisidder som omtalt, og om behandlingen af ofret efter at retssagen er afsluttet.

Med disse anbefalinger kunne Danmark tage et stort skridt fremad i bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn.
 
 

 
 
tilbage