Børn hører ikke hjemme i fængsel

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

"Ethvert Barn som er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne..."

Sådan står der i artikel 37 i FN's Børnekonvention, som Danmark tiltrådte i 1991 og derfor har forpligtet sig til at overholde. Konventionen definerer børn, som mennesker under 18 år, uanset at vi også opererer med andre aldersgrænser fx en kriminel lavalder på 15 år. Konventionen siger ikke, at børn ikke kan straffes, men at de ikke skal straffes i fængsler med voksne fanger.

Ikke desto mindre sidder knap 20 børn i dag frihedsberøvet i arresthuse eller fængsler, uden at myndighederne er i stand til at overholde kravet om adskillelse fra voksne. De er enten varetægtsfængslet eller allerede dømt. Forklaringerne fra dommere på at det tillades er ofte, at der ikke er plads på de sikrede institutioner, eller at disse ikke ønsker at modtage de unge. Begge forklaringer er uacceptable. Varetægtsfængsling kan vare i lang tid, og dermed udgøre en risiko for de unges psykiske sundhed. Og ophold med mere forhærdede fanger vil bidrage til at nedbryde de unges tro på sig selv og på samfundet yderligere.

Når vi fængsler børn, signalerer vi opgivenhed. Det er et signal til de unge om, at vi ikke tror på, at de kan komme på ret køl igen. Og det er et signal om, at samfundet ikke magter at handle. De fleste politiske aktører er enige om, at fængsel ikke resocialiserer utilpassede børn. Specielt ikke når vi ved, at efterværn og opfølgende socialpædagogiske indsatser mere er undtagelsen end reglen.

Vi må stoppe denne opgivenhed nu. Jeg anerkender, at problemerne ofte er store og at snuptagsløsninger ikke findes. Det er et problem, at det ikke giver anledning til politisk handling, at der hver uge varetægtsfængles børn under 18 år. Når der samtidig er bred anerkendelse af, at den danske praksis strider mod Børnekonventionen, gør det den politiske passivitet mere pinlig. Jeg forventer derfor, at der nu dels redegøres for baggrunden for praksis ved domstolene, dels tages skridt til at oprette de pladser ved sikrede institutioner, som kan løse problemet fremover. Først og fremmest af hensyn til de berørte børn, men også af hensyn til Danmarks anseelse, nu hvor regeringen igen skal rapportere til FN's Børnekomite om, hvordan det går med implementeringen af Børnekonventionen. 
 
tilbage