Børn i kommunalpolitik

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

At gennemføre FN' s børnekonvention er en stor kommunal opgave. Kan det nu passe? Skal kommunerne nu også til at forholde sig til internationale beslutninger. Er konventioner og den slags ikke et anliggende for Folketinget. Svaret er nej. Også kommunerne skal overholde de konventioner som Folketinget vedtager, uanset om de er implementeret i dansk lovgivning eller ej. Hvordan man så konkret overholder Børnekonventionen er en helt anden sag. Denne konvention er består nemlig ikke af meget konkrete anvisninger, men udgøres af et antal hensigtserklæringer som hver især fastsætter forskellige rettigheder for børn.

For eksempel lyder konventionens artikel 12. stk.1. "Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at kunne udtrykke disse synspunkter i alle forhold der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed."

Som man kan se er der ikke tvivl om hensigten. Børn skal sikres ytringsfrihed og vi skal lytte til deres synspunkter. Dvs. de skal gives medindflydelse. Hvordan vi gør det, vælger vi selv. Dette og børnekonventionens 53 andre artikler har samtlige lande i verden undtaget USA og Somalia tiltrådt. Med konventionen har vi gjort børnene til medborgere. De er ikke længere kun et "vedhæng" til deres forældre.
I Danmark diskuterer vi ikke længere om børn skal have rettigheder, og om de skal have medindflydelse. Det er de fleste enige om. I stedet diskuterer vi hvordan vi kan tilrettelægge lovgivningen, så den tilgodeser det vi kalder "barnets bedste" . Og vi diskuterer hvordan den lokale forvaltning og planlægning både er for børn og med børn. Den skal bygge på et børneperspektiv.

Når vi taler om at anlægge et børneperspektiv, bliver det nok stadig oftest et voksent børneperspektiv. Vi voksne prøver at se på fænomener med børns øjne. Det er et skridt på vejen. Et skridt hvis mål er at alle lokale beslutninger prøves for deres "børnevenlighed" . I Växjö kommune i Sverige har man med virkning fra 1 januar sidste år, truffet en sådan beslutning. Alle forvaltninger skal foretage  "barnekonsekvensanalyser" af de forslag som forelægges politikerne. Ikke kun i spørgsmål om skoler, daginstitutioner og fritidstilbud, men også når vi taler økonomi, fysisk planlægning og andre "hårdere" kommunale temaer. Det er en meget modig og spændende beslutning.

Men det er naturligvis ikke nok at sige at en bestemt politik eller praksis tilgodeser børns behov og interesser. Det må virkeligheden afgøre. Det næste skridt bliver at inddrage børnene direkte i den lokale beslutningsproces, så børnenes egne perspektiver også tillægges betydning. Nu kan vi ikke blot invitere børnene med til byrådsmøde, og spørge dem til råds. Det ville være synd. Børns beslutningsprocesser svarer ikke til voksnes. Hvor vi voksne praktiserer et "snakkedemokrati" praktiserer børn snarere et "handledemokrati" . Hvor vi kan planlægge på langt sigt, foregår børns liv lige nu, for om to måneder er de et andet sted. Derfor er udfordringen at udvide demokratiet på en måde som giver mening for børn. I overensstemmelse med deres alder og modenhed som konventionen siger.

Danmark er nok det land i verden, som har den største grad af decentralisering. Kommunestyret betyder enormt. Godt nok på grundlag af lovgivning, men med meget plads til at borgerne kan sætte deres lokale præg. I dag er også børnene medborgere. De har ikke stemmeret, men deres stemmer skal høres. Det bliver spændende at se hvordan kommunerne vil løse den opgave de kommende år. 
 
tilbage