Det farlige børneliv

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet.

Når det gælder vores børn er der tilsyneladende en fornemmelse i offentlighedens af at de befinder sig i en permanent faresituation. På trods af at sikkerheden omkring børn er blevet øget voldsomt de sidste mange år. Tilsyneladende er der et misforhold mellem børns reelle sikkerhed og forældrenes oplevelse af sikkerhed og risici.
Når man ved at vi for hver generation forlænger den gennemsnitlige levealder, burde vi slutte at livet bliver stadig mindre farligt at leve. Vi får løbende bugt med flere sygdomme, bliver stadig mere opmærksomme på sund levevis og bevidste om de personlige valg vi kan træffe som minimerer risiko for død og lemlæstelse. Men alligevel fylder risici stadig mere i vores liv.
Selvom man kan argumentere for at livet rent statistisk bliver stadig mindre risikofyldt, har vi aldrig været så fokuseret på risiko som nu. Forklaringer er der mange af, men især et forhold er centralt. Hvor vi tidligere i højere grad affandt os med vores skæbne oplever vi i dag at vi kan være herrer over vores egne liv. Vi kan leve livet anderledes end vore forældre gjorde, vi kan træffe vores egne valg, og vi kan stille krav til vores omgivelser. De kræfter som tidligere bestemte vores livsveje, har mistet en del af deres magt. Vores sociale oprindelse har stadig stor betydning for vores senere liv. Den sociale arv har vi ikke brudt endnu, men kulturelt og normativt, fjerner vi os alle mere fra traditioner som tidligere bandt os til sociale grupper og klasser. Oplevelsen af at være en del af et skæbnefællesskab, er vigende. Derfor tager vi som mennesker heller ikke så meget for givet mere, og især tager vi ikke de risici som livet byder os, for givet. Vi slår tilbage. Dermed bliver risiko synligt som noget vi kan bearbejde og således ser vi nu langt flere situationer som er potentielt risikofyldte og som kræver vores aktive modspil

Og teknologien har givet os muligheder og drømme om en fremtid, med endnu flere muligheder. Også for at minimere risici. Samtidig med at teknologien selv bidrager til at synliggøre nye situationer som ser farlige ud, og udbyder risiko. Vi opdager endnu flere sygdomme vi kan blive ramt af og konfronteres med situationer som ikke selv er herre over, trafikuheld, flykatastrofer, terror, krig, salmonella, pølseforgiftning og meget meget mere. Med andre ord; det moderne liv har både øget mængden af farlige situationer og forebygget det farlige. I vores bevidsthed er vi nok overvejende mest fokuseret på det første.

Selve ordet risiko fylder i dagligdagen også langt mere i vores tale og vi vores samfundsmæssige planlægning. Det er i dag en forpligtelse for myndigheder, arbejdsgivere og andre ansvarlige at udarbejde risikovurderinger. Hvor farligt er dette arbejde. Hvilke risici vil dette anlæg indebære. Giver en ændret lovgivning nye risici osv. Denne udvikling er en naturlig følge af at vi ikke længere accepterer risiko eller begrundelser for risiko, som vi gjorde tidligere, og en følge af at det enkelte menneskes værd og rettigheder har en helt anderledes selvstændig betydning.

Oplevelsen ad at bo i et risikosamfund, får især betydning når vi får børn. For førstegangsforældre har glæden ved at få et barn altid været blandet op med skrækken for alvorlig sygdom, invaliditet og død. Ikke mange forældre kan hævde at de ikke har haft søvnløse nætter med tanke på de ulykker som kunne ramme deres børn. Vores nyfødte barn, forekommer os så sårbart og ubeskyttet, og det første år er vi især bange for vuggedød, ulykker og sygdom. Og indtil vi lærer at forstå de signaler børnene sender, er mange situationer noget af en prøvelse. Og vi bliver tillige bange for vores egen angst og usikkerhed. Hvor vi tidligere fik konkret viden f.eks. om feber gennem vores mødres fortællinger, synes der at være en tendens til at vi hverken vil acceptere overleveret lægmandsviden og ej heller at sygdom og feber eksisterer. Og det oplever skadestuer og sygehuse i form af stadigt flere besøg og indlæggelser. I år 2000 steg det samlede antal indlæggelser med 1%, mens der blev indlagt 5,2% flere børn. På nogle hospitaler oplever man stigninger på helt op til 10% om året, og vel at mærke uden at der kan dokumenteres en tilsvarende stigning i børns sygelighed, eller alvoren af de enkelte tilfælde.

Tilsyneladende stoler vi ikke længere på vores egen dømmekraft i disse situationer, og når vi, i modsætning til tidligere lader børnene indlægge er det et udtryk for at vi heller ikke længere selv vil tage ansvaret. Vi forlanger at samfundet gennem dets sundhedsinstitutioner og professionelle behandlere tager over, fordi vi af dem kan forlange, hvad vi ikke selv kan mener at kunne leve op til - nemlig garantier for vores børns sikkerhed og sundhed.

Et andet eksempel på hvorledes sikkerheds "dagsordenen" sætter sig igennem, er debatten om vaccinationer. Det er en kendt sag at der er risici forbundet med børns vaccinationer. Risici for utilsigtede bivirkninger, som kan være mere eller mindre alvorlige. Det føres der også statistik over. Og det er ligeledes en kendt sag, at der er væsentlig større sundhedsmæssig risiko forbundet med at få de sygdomme som vi vaccinerer imod, end med de bivirkninger vaccinationen kan give anledning til. Mellemørebetændelse med risiko for nedsat hørelse, er for eksempel en mulig følgesygdom ved mæslinger. Forklaringen på at nogle forældre undlader at lade deres børn vaccinere, selvom de givetvis kender både risici ved vaccination og risici ved børnesygdomme, kan være at de mener at de med vaccinationen selv tager initiativet til en handling, som kan føre til noget utilsigtet, hvorimod smitte med en børnesygdom kan betragtes som en uafvendelig og naturlig proces, hvis eventuelle bivirkninger man ikke som forældre kan lastes. Denne for vores rationelle samfund, noget ulogiske slutning pakkes da ofte også ind i forklaringer om "naturlighed" og biologi.

Men angsten for vores børn slutter ikke her, den fortsætter, hele livet og i takt med at de vokser til, bliver risici mere håndgribelige. Trafikken er en barsk søvnrøver. Vi ved at hvert år bliver mange børn kvæstet eller dræbt i trafikken. I år 2000 var blev 700 børn kvæstet og 24 børn dræbt på Danmarks veje. Det kan være vores egne børn, så vores angst er rationel nok, om end risikoen er beskeden - statistisk set. I forstadskommunerne har man længe diskuteret fordele og ulemper ved de lukkede stisystemer. De giver forældrene en fornemmelse af tryghed, vi reducerer risiko for trafikheld med børn, når vi adskiller hårde og bløde trafikanter. Men medaljens bagside, kan være at børnene ikke får en reel fornemmelse for hvad trafik er, hvor farligt det kan være, og hvor agtpågivende man som fodgænger eller cyklist må være.

Angsten for overgreb på vores børn, er nok noget af det mest ubehagelige vi kan føle. Forestillinger om forsvarsløse og skrækslagne børn i hænderne på uberegnelige syge mennesker, hvis følelsesliv og adfærd er os aldeles uforståelige, skaber frygtelige billeder i vores hoveder. Der er næppe flere pædofile i dag end der har været tidligere og næppe heller mange flere overgreb. Men i dag er tabuerne væk, og vi kan tale åbent om overgreb på børn. Det nye er at hvor vi tidligere accepterede at risikoen for at dette forfærdelige kunne eksistere, stræber vi i dag efter at eliminere risikoen100% og vi skaber systemer som skal forebygge at børn møder pædofile, uagtet at alle ved, at det kan ske og vil ske igen. Metoderne er mange, men de indebærer alle en markant større overvågning af børn, hvis konsekvens vi desværre ikke diskuterer i sammenhæng. Uden at jeg på nogen måde skal påstå at medicinen er værre end sygdommen, har vi imidlertid her et eksempel på at vi ikke vejer risici mod hinanden, når vi handler. Naturligvis skal vi forebygge og minimere risiko for overgreb på vores børn, så længe den indsats vi yder står mål med det vi vil nå. Hvis prisen er at daginstitutioner ophører med at ansætte unge mænd, er vi for eksempel gået for langt. Og den risikovurdering vi kan udarbejde, vil stadig fastslå at faren for overgreb på børn, såvel seksuelle som voldelige overgreb, er væsentlig større i barnets eget miljø, i familien og det nære miljø. Og derfor synes det paradoksalt at der ikke sker en tilsvarende indsats til beskyttelse af børn mod deres egne forældre, eller andre i deres nærmiljø som udgør en trussel mod børnenes sikkerhed. Med andre ord bruger vi voldsomt mange ressourcer på at forebygge meget få overgreb, og gør intet eller meget lidt for at forebygge der hvor der virkelig kunne reddes små børneskæbner.

At der ikke altid er en logisk sammenhæng mellem de reelle risici og vores forebyggelsespolitik, vidner debatten til stadighed om. Hvis et barn kommer til skade i en daginstitution, vil der ikke være grænser for hvilke garantier kommunen vil blive afkrævet. Offentligheden vil minutiøst gennemgå forholdene og nådesløst kritisere huller i sikkerheden. Uagtet at ingen kan give garantier for hverken nul-risiko eller evigt liv, forekommer offentligheden og mediernes tilgang til ulykker ofte at bygge på urealistiske forestillinger om at alt bør kunne forudsiges og forebygges. Og især forekommer dette absurd, når vi ved at alvorlige ulykker er uhyre sjældne i vores daginstitutioner, lidt hyppigere i vores skoler, men stadig få. Mens mange børn omkommer som følge af ulykker i deres gen hjem, er dødsfald i daginstitutioner uhyre sjældne.
Denne ekstreme fokusering på sikkerhed er som tidligere omtalt noget tidstypisk, og kan i bedste fald bidrage til at vi bliver bedre til at forebygge og bedre til at tænke i risikovurderinger. Den kan imidlertid også føre til at sikkerhed bliver for styrende for vores planlægning, med det utilsigtede resultat at vores børnemiljøer bliver kedelige og uinspirerende. Hvis vi skal være bange for alt som er højere end 20 centimeter, vil børnenes legepladser ikke længere kunne udfordre børnenes fantasi, og al leg vil stille og roligt ophøre. Med andre ord, bør vi nok acceptere at prisen for et godt liv, også er at nogen børn er uheldige og slår sig eller kommer til skade. At nogen skraber et knæ, andre slår en tand ud og atter andre brækker en arm eller et ben. Og det unævnelige, at ikke alle bliver voksne. Det lyder måske meningsløst, men er dog i et helt andet, og synes jeg urimeligt omfang, den risiko vi accepterer i vores trafik. Ca. 500 døde hvert år, er den kalkulerede pris for det samfund vi tilsyneladende foretrækker. På den baggrund finder jeg det absolut rimeligt at diskutere de risici vi accepterer for at børnenes miljø stadig er udfordrende og lærerigt.

Men uanset om vi statistisk måtte kunne påvise at det er mindre farligt at være dansker nu end tidligere, er oplevelsen hos mange det modsatte. Forklaringen kan være at vi nærmest bliver overstimuleret af sanseindtryk, og billeder der fokuserer det ekstreme fylder mere og mere i vores dagligdag. Det kan bidrage til at vi oplever verden stadig farligere. Det foregår inden i vores hoveder. Og risiko er en meget personlig stillingtagen, som i princippet ikke kan antastes af andre. Når vi dertil lægger at retten til at leve uforstyrret og risikofrit i dag er en politisk dagsorden er det svært at forstille sig en faldende opmærksomhed om risiko i fremtiden.
Det er også blevet en politisk arbejdsmetode at kræve garantier for alting, uagtet at det er både meningsløst og umuligt. Tidligere bestod politik i at formulere mål og visioner, nu handler det om at kræve garantier. Det har politikerne og vælgerne lært hinanden. Kravet om garantier er svaret på at vi ikke længere stoler på vores politikere. Sådan har politik det i almindelighed, men især når vi nærmer os "det farlige liv" , bliver det tydeligt. At kræve garantier og sikkerhed fremmer fokuseringen på enkeltsager, som igen er en enkel og nem, om end overfladisk, måde at kommunikere med vælgerne på. Der kan være tale om at skulle garantere at en bestemt sygdomsbehandling, vil nedbringe dødeligheden hos de syge. At en økonomisk investering vil nedbringe antallet af trafikofre. At en ny reform, vil reducere antallet af ledige. At hårdere straffe vil skære toppen af kriminaliteten osv. Min pointe er at hverken borgernes eller politikernes krav om sikkerhed og garanti gør livet mindre risikabelt, da vi netop kommer til at handle på enkeltsager. I bedste fald på grundlag af meget viden om få ting, men omvendt uden nogen videre viden om alt det der ikke prioriteres. Det virker ikke men det gør måske noget ved vores oplevelse af risiko. De giver os en fornemmelse af at vi kan handle og forebygge, og det giver en vis tryghed. Især når man kigger fremad med små børn i sin varetægt.  
 
tilbage