Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Danmark i godt selskab

22. august 2002


Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

Efter murens fald, har de mindste medborgere fået nye talerør i store dele af Østeuropa og Rusland. Med inspiration fra de nordiske Børneombud og Børneråd, omfatter det europæiske netværk af Børneombudsinstitutioner i dag også repræsentanter fra Rusland, Polen, de baltiske lande og Balkan. I alt 20 lande er repræsenteret i netværket, som med hjælp fra UNICEF koordinerer arbejdet med at skabe forståelse for børnenes position i samfundet.

Især kommerciel udnyttelse af børn, handel med børn og børnearbejde, er problemer vi alle har. Ikke kun i Øst- eller Sydeuropa, men også i Norden, hvor kriminelle netværk også har aktiviteter. Børneombudsinstitutionerne samarbejder med myndigheder og organisationer i deres hjemlande, for at styrke indsatsen overfor kriminelle grænseoverskridende aktiviteter, som hver dag ødelægger livet for børn overalt i Europa og verden.

De europæiske børneombud og Børnerådet i Danmark, yder vigtige bidrag til både at beskytte børn mod overgreb og i arbejdet med at give børn taleret om deres egne vilkår. I Danmark anerkender vi at børn har forstand på deres egne liv, og der er en begyndende forståelse for at børn skal tages med på råd i sager der vedrører dem selv. Men der er et stykke igen, selvom Danmark i mange andre lande betragtes som et foregangsland.

I takt med at europæisk politik bliver stadig mere integreret, er det afgørende at også uafhængige institutioner, som de europæiske børneombud samarbejder, som også NGO' erne koordinerer deres indsats. Det er ikke kun i Danmark vi diskuterer hvordan vi kan kombinere familieliv med et arbejdsmarked med stadig mere fart på. I Sydeuropa er beskæftigelsesgraden for kvinder for opadgående med stormskridt. Daginstitutionsområdet er i vækst, og interessen for de danske modeller er voksende. I Danmark kender vi begge medaljen sider, og gennem vores europæiske samarbejde bidrager vi til den nødvendige vidensdeling og erfaringsudveksling.

Meget tyder på at netop denne type netværksdannelse, får større og større betydning i det europæiske samarbejde, ved siden af den egentlige lovgivningsproces, og EU's strukturer. 
 

tilbage


Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk