Brug for et børneperspektiv

Af: Klaus Wilmann, formand for Børnerådet

Rettigheder til børn, er et begreb vi først nu er ved at vænne os til, men stadig ikke helt ved hvad indebærer. 18 års valgretten var et så kontroversielt spørgsmål, at den måtte gennemføres over to runder. Og forældres ret til at slå deres egne børn, har vi først forbudt sidst i 90' erne.

Når jeg fremhæver dette indledningsvist er det for at indramme det forhold, at godt nok har børn i sidste halvdel af det 20 århundrede, i højere grad end tidligere fået lov til at være børn, men deres barndom er stadig konstrueret af voksne, med voksnes rationaler og baseret på forestillinger om barndommen som en ventetid.

Når politikere og planlæggere i dag også inddrager vuggestue og børnehave i deres overvejelser om kvalificering af fremtidens arbejdskraft (livslang læring), står det klart at et egentligt børneperspektiv lader vente på sig. Et børneperspektiv forstået som en barndom hvor legen bliver værdsat og forstået, som noget værdifuldt i sig selv.

Det karakteristiske ved daginstitutionernes nye lovhjemmel er, at den på flere måder udtrykker det forvaltningspolitiske tomrum de offentlige institutioner er anbragt i. På den ene side er loven i man-ge henseender et stort skridt fremad mod anerkendelse af daginstitutionernes selvstændige værdier og betydning for børns trivsel og udvikling. Lovens formålsparagraf fokuserer daginstitutionerne og pædagogikkens betydning som kulturelle projekter med fokus på udvikling, læring og trivsel. Dermed er børnene igen kommet i centrum, og forældrenes pasningsbehov, og arbejdsmarkedets servicekrav skubbet lidt i baggrunden. At loven har fået en meget moderne og progressiv formålsparagraf har stor betydning, og vil med tiden blive den faktor, som vi bygger vores konkrete indsats på. Selvom f.eks. folkeskolelovens formålsparagraf kan synes meget generel, har ord og sætninger været genstand for megen debat, og er yderst velvalgte, og tillægges derfor en meget præcis værdi, om end der også er politik i fortolkningen. Og få er i tvivl om at der faktisk er overensstemmelse mellem de værdier formålet signaler og den måde skolen ønsker at fungere på. Det er ikke tilfældigt at formålsparagraffen beskæftiger sig med demokrati, og det skal præge undervisningen. Således også på småbørnsområdet, som nu skal bearbejde sine traditioner i lyset af en række centrale værdier, som gælder på tværs af kommune og andre grænser.

Men samtidig med at vi bevæger os mod en mere værdibaseret lovgivning, åbner loven og tiden også op for andre bevægelser, bevægelser som fokuserer forvaltningspolitiske hensyn og effektivitetshensyn. Hvad ingen troede muligt for ti år siden, er i dag en realitet. Der udliciteres på de såkaldt bløde områder, og børneinstitutioner er i dag også på aktier. Store firmaer ser således børneområdet som et marked, og afprøver i disse år, om det er attraktivt i en økonomisk forstand. Mange hævder at når samfundet tillader dette, er det et udtryk for et definitivt knæfald for værdien penge. Og flere hævder at denne udvikling er begyndelsen til enden for vores velfærdssamfund. Så voldsomme forudsigelser vil jeg ikke fremsætte, men dog medgive, at forvaltningen af vores børnepolitik er modsætningsfuld. Imidlertid afspejler det vel blot hvor vanskeligt det er at skabe tilslutning til een sammenhængende historie eller politik i dag, hvor f.eks. undersøgelser fra bl.a. Socialforskningsinstituttet viser at blandt de værdier forældre i dag fremhæver, er både konkurrence og solidaritet på top fem listen. Dvs. vi ser hyppigere kulturelle figurer som overskrider traditionelle grænser mellem holdninger der kan trives sammen. Og således også i politik, den politik som har navngivet den nuværende lov, lov om social service. I dette valg af navn tydeliggøres modsætningen mellem lovens progressive sociale og pædagogiske målsætninger og invitationen til at afprøve markedets modeller. For er der noget daginstitutionsvirksomhed ikke er, ifølge lovens formålsparagraf, er det service.

Der debatteres måske nok mere end tidligere, men vi savner stadig de mere overordnede og sammenhængende analyser. Men at de lader vente på sig må endelig ikke afslutte den politiske debat. Tværtimod viser erfaringerne netop at samfundsmæssig handlen og talen faktisk forandrer, og for børneområdet næsten revolutionært. På børneområdet er der lige nu brug for endnu mere debat. For eksempel om hvilke værdier vi ønsker skal præge opdragelsen af vores børn, og hvilket samspil offentlige opdragere skal indgå med forældrene i. Og helt centralt i en diskussion om børn, er spørgsmålet om forebyggelse. Vi kan stadig konstatere at uanset øget velstand for de fleste, kører den sociale arvs onde cirkel videre. 5 til 10% af en børneårgang er truet af udstødning og marginalisering, og det er et resultat af de opvækstvilkår de nyder. Hvor daginstitutionerne faktisk som beskrevet tidligere var målrettet netop disse børn, har de i dag ikke altid adgang.

En ny børne og unge politik hvis omdrejningspunkt vil være spørgsmålet om børns rettigheder, må nødvendigvis også genoptage forebyggelsesperspektivet. En børn og unge politik, som primært anvender sine institutioner til at støtte A-holdets kvalificering til arbejdsmarkedet, vil kun skabe stadig større sociale barrierer, fattigdom og ulighed. 
 
tilbage