- Forside /
- Nyt fra Børnerådet /
- April 2009 /
- Nyhedsbreve 2005 /
- Nyhedsbrev November 2005
Nyhedsbrev November 2005
Børnerådet etablerer ny "Børneinfo"Børnerådet har fra Satspuljen fået støtte til at etablere en informationsvirksomhed pr. 1. januar 2006 om børns rettigheder. Børnerådets Børneinfo, kalder vi den.
Børn og unge får stadig flere rettigheder i samfundet. Men for at børn skal kunne udnytte deres rettigheder, må de kende til dem og de konkrete handlemuligheder, de har. Børneinfoen bliver derfor rettet til børn og unge selv.
Formålet med Børneinfoen bliver
- At indsamle viden om børns rettigheder i forhold til national lovgivning og i forhold til internationale regler og konventioner
- At informere børn og unge om deres rettigheder
- At rådgive børn og unge om adgang til klage- og handlemuligheder både i personlige og i kollektive spørgsmål
- At formidle viden om børns henvendelser og karakteren af henvendelserne
Børneinfoen vil derved bidrage til at udbrede kendskabet til børns rettigheder og FN’s Børnekonvention blandt børn og unge, som Danmark jo er forpligtet til ifølge FN’s Børnekonvention. En særlig opmærksomhed skal være på børn og unge med handicap samt udsatte børn og unge. For ung til at være kriminel - Børnerådet inviterer til temamøde
Tonen i den offentlige debat i forhold til kriminelle unge er i de seneste år blevet betydeligt skærpet. Der bliver i dag talt om behov for mere konsekvens og mere straf. Børnerådet er bekymret for den uforsonlige tone, som præger debatten – og har besluttet at arbejde intensivt for at skabe grobund for forandring – og for en bedre indsats imod unges kriminalitet.
Børnerådet inviterer derfor til temamøde med overskriften ”For ung til at være kriminel”, mandag den 5. december 2005 kl. 13.30 – 17.00. På temamødet vil fire oplægsholdere dele ud af deres erfaringer med hensyn til:
- En kommunal opskrift på en helhedsorienteret indsats
- Erfaringer fra den gode skole
- Kriminalitetsforebyggelse i Mjølnerparken
- Kan daginstitutionen gøre en forskel
Det er Børnerådets opfattelse, at der bør udarbejdes en national strategi for en helhedsorienteret indsats overfor kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge under 15 år. Vi er derfor ved at udarbejde et debatoplæg som bl.a. kan bidrage til en national strategi. Udkastet til debatoplægget bliver præsenteret på Børnerådets temamøde, hvor der også vil være plads til en grundig debat.
For ung til at være kriminel-temamødet finder sted mandag den 5. december kl. 13.30-17.00 i Vartov, Farvergade 27, København. Tilmelding kan ske til Børnerådet senest den 28. november 2005. Det er gratis at deltage.
FN’s Børnekomité: ”Forbyd isolationsfængsling af unge under 18 år”
Hvert 5. år skal Danmark aflevere en rapport til FN’s Børnekomité om børns vilkår i Danmark. Børnerådet og en række ngo’er sender også rapporter til Børnekomitéen – i år sendte Børnerådet tilmed en rapport om børns eget syn på, hvordan børn har det i Danmark. Som afslutning på processen afgiver Børnekomitéen en række konkluderende bemærkninger. Bemærkningerne udtrykker komitéens bekymringspunkter over en række forhold for børn og unge i Danmark samt konkrete anbefalinger til forbedringer. De væsentligste punkter og anbefalinger fra FN’s Børnekomité til den danske regering er:
- Den danske stat bør begrænse den gældende praksis med isolationsanbringelse af unge kriminelle. Børnekomitéen anbefaler desuden at afskaffe fængselsanbringelse af unge, der på grund af deres adfærd ikke kan opholde sig i de sikrede institutioner.
- Komiteen udtrykker bekymring for de mange børn, der lider under vanrøgt og vold i hjemmet, selvom den danske regering i 2004 har lanceret en handlingsplan mod børnemishandling. Komiteen anbefaler derfor, at støtten til disse børn øges og styrkes. Børnerådet finder, at denne anbefaling særligt må gælde for de mange børn, der hvert år flytter på kvindekrisecenter med deres mor, og hvoraf størstedelen enten selv har været ofre for farens vold eller har overværet vold mod moren.
- Asylsøgende børn er i fokus for komiteens interesse. Den udtrykker bekymring for de forhold, som børn lever under i asylcentrene, men i høj grad også over, at uledsagede flygtningebørn forsvinder fra modtagelsescentrene. Komiteen anbefaler bl.a., at regeringen forbedrer børns ophold på asylcentrene og sætter en undersøgelse i gang af, hvad der bliver af uledsagede flygtningebørn. Komiteen forholder sig også kritisk til, at Danmark har ændret aldersgrænsen for børns ret til familiesammenføring fra 18 år til 15 år
- Inddragelse af børn er en af Børnekonventionens hovedartikler. Komiteen anerkender den igangværende proces mod mere inddragelse af børn i Danmark, men peger på initiativer som kan bringe processen videre: Professionelle, der arbejder med børn, skal trænes i at kommunikere direkte med børn, og alle kommuner skal styrke deres inddragelse af børn i udvikling af lokale politiker og udviklingsinitiativer.
- Komiteen efterlyser en klageadgang for børn i Danmark. Det bør enten kunne ske hos en uafhængig børneombudsinstitution eller ved at Folketingets Ombudsmand eller Børnerådet tildeles ret til at forholde sig til individuelle sager. Børnerådets begrænsede resurser er også genstand for komiteens bekymring.
Børnerådet vil bruge Børnekomitéens konkluderende bemærkninger som en vigtig inspirationskilde til rådets fortsatte arbejde. Børnerådet vil desuden følge op på, om regeringen tager de konkrete anbefalinger til efterretning.
Hvad glor du på – ny film fra Børnerådet og TV- & Film Compagniet ”
Hvad glor du på – når børn uden handicap møder børn med handicap” er titlen på en ny film, som Børnerådet og TV- & Film Compagniet har samarbejdet om. I filmen følger vi Eddis, der er blind, Simone, der er dværg og Dicte, der er autist. Vi møder deres familie, deres nærmeste venner og deres skolekammerater. Filmen blotlægger de tabuer, der kan være svære, når børn med og uden handicap mødes. Eddis, Simone og Dicte giver deres egne bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
Filmens målgruppe er primært børn og unge i alderen 10-16 år, men filmen kan også ses af voksne, der på den måde kan få et indblik i børns holdninger og tanker om hinanden – med og uden handicap.
”Hvad glor du på” er særdeles egnet til undervisningsbrug og er derfor sendt til alle landets amtscentraler. Filmen, der findes på dvd, kan desuden købes gennem Børnerådet for 175 kr.
Sådan får vi en sundere skole
Børn og unges sundhed, mad og motion er emner, som mange interesserer sig for. Det er dog karakteristisk for debatten, at det især er voksne, som beskæftiger sig med, hvordan skolen kan blive sundere. Børnerådet mener, at det er vigtigt at lytte til børnenes meninger om skolens sundhed. Vi vil derfor invitere 50 elevrådsrepræsentanter fra skolernes store elevråd til at deltage i konferencen ”Sådan får vi en sundere skole” tirsdag den 13. december på Gerlev Idrætshøjskole. På konferencen vil børnene arbejde sig frem til, hvordan skolen kan blive sundere på en god og attraktiv måde. Konferencen, der er arrangeret i samarbejde med Danske Skoleelever, Suhr’s Seminarium og Gerlev Idrætshøjskole, er den første af flere konferencer. Resultaterne samt et inspirationsmateriale vil efterfølgende blive tilgængeligt for skoler og andre interesserede.
Børnerådets Børne- og Ungepanel fortsætter Børnerådets Børne- og Ungepanel er finansieret ved hjælp af penge fra Satspuljen. Børnerådet har netop fået tilsagn om, at panelet kan fortsætte – foreløbigt frem til udgangen af 2009. Det betyder, at Børnerådet kan fortsætte med at udarbejde undersøgelser baseret på et børneperspektiv. Det nuværende Børne- og Ungepanel, der består af ca. 1300 elever i 9. klasse, ”går på pension” til sommer. Herefter skal der etableres et nyt panel bestående af ca. 1500 5. klasses elever repræsentativt fordelt over hele landet.
Nye høringssvar fra Børnerådet
Siden september har Børnerådet svaret på tre høringer:
- Forslag til ændring af lov om folkeskolen (styrket evaluering og anvendelse af nationale test etc.)
- Udkast til bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog
- Lovforslag om lukning af Statens Pædagogiske Forsøgscenter