- Forside /
- Nyt fra Børnerådet /
- April 2009 /
- Nyhedsbreve 2004 /
- Nyhedsbrev Juni 2004
Nyhedsbrev Juni 2004
Stop vold mod børn – handling skal der til
Sådan lyder titlen på Børnerådets og UNICEF Danmarks konference om vold mod børn. Konferencen finder sted tirsdag den 15. juni 2004 i København.
Hvert år udsættes adskillige danske børn for vold. For nylig fremkom regeringen med en ny handlingsplan mod børnemishandling. I den anledning holder Børnerådet og UNICEF Danmark en konference om vold mod børn. Konferencen finder sted tirsdag den 15. juni 2004 kl. 13-17 i Vartov i København.
Vold mod børn er ikke nogen ny problemstilling. I september sidste år udgav UNICEF en rapport om børnemishandling i OECD-landene, der placerede Danmark i den dårligste halvdel af de industrialiserede lande, hvad angår antal børn, der dør som følge af vold. Hvert år dør i gennemsnit otte danske børn under 15 år, fordi de tæves ihjel eller på grund af vanrøgt, fremgik det af rapporten. For Børnerådet har fysisk afstraffelse af børn været et fokusområde i hele rådets levetid.
Formålet med konferencen ”Stop vold mod børn” er i lyset af regeringens handlingsplan at bringe problemet i fokus for politikere og repræsentanter for myndigheder og organisationer på tværs af social- og sundhedsområdet, samt politi og retsvæsen. Socialministeren vil på konferencen redegøre for sin plan og fagfolk og repræsentanter for lokale myndigheder belyse problemet fra hver deres vinkel. Konferencedeltagerne vil desuden blive præsenteret for en personlig beretning om vold i familien. Dagen munder ud i en panelhøring med deltagelse af repræsentanter fra politisk hold, organisationer og myndigheder samt politi og retsvæsen.
Børnerådet fylder 10 år
I juli 2004 er det 10 år siden, at Børnerådet blev etableret. Det fejrer vi i efteråret 2004 med en række jubilæums-arrangementer. Vi lægger ud med en reception den 27. august.
Der er gået 10 år, siden Børnerådet blev etableret. Det vil vi gerne markere med en række arrangementer i løbet af efteråret 2004. Vi starter med en reception for alle samarbejdspartere, venner, tidligere rådsmedlemmer, politikere m.fl. fredag den 27. august 2004 kl. 14-16.30 i Eigtveds Pakhus, København.
Senere på efteråret følger flere arrangementer, her i blandt:
- En plakatkonkurrence for børn med temaet ”venskaber”
- To børnemøder
- Et miniseminar om børns medinddragelse
- Børnerådets Årsmøde 2004
Mere information om disse arrangementer følger i næste udgave af Børnerådets nyhedsbrev samt på vores hjemmeside.
Slip anerkendelsen løs
Torsdag den 9. september holder Børnerådet og Dansk Psykologisk Forlag konference med fokus på mere trivsel for alle børn i skoler og institutioner. Konferencen finder sted i Odense, og der er stadigvæk ledige pladser.
Konferencen ”Slip anerkendelsen løs” handler om, hvordan det kan lykkes at integrere en værdsættende og anerkendende praksis i det daglige arbejde med børn og unge. En praksis, som kan igangsætte forandringsprocesser, der stimulerer læring, skaberlyst og iværksætterånd. Ved at flytte fokus fra fejlfinding til anerkendelse, styrkes både børnenes og de voksnes indbyrdes relationer samt deres selvværd og ansvarsfølelse. Det skaber gunstige betingelser for det psykiske arbejdsmiljø – en forudsætning for at bekæmpe og forebygge mobning, udvikle bedre sociale færdigheder og skabe større rummelighed.
Konferencen henvender sig til alle med tilknytning til skolen: Lærere, sundhedsplejersker, PPR-medarbejdere, pædagoger, skoleledere og administratorer.
Tilmelding skal ske hurtigst muligt til Helle Freeman, Dansk Psykologisk Forlag, tlf. 3525 4532.
Pædagogisk virkemiddel eller vold? – Hvor går grænsen?
I januar 2004 blev to lærere frifundet for at have fastholdt en elev og tapet hans mund til. Men hvor går grænsen mellem pædagogiske virkemidler og vold? Det vil Børnerådet og Center for Ligebehandling af Handicappede i fællesskab se nærmere på.
Landsretten, som frifandt de to lærere, bemærkede efterfølgende at de handlinger, som lærerne havde foretaget, under andre omstændigheder ville kunne ses som en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om vold. Børnerådet og Center for Ligebehandling af Handicappede er betænkelige ved dommen. Det kan være svært at se, hvor langt det pædagogiske råderum rækker: Hvornår er der tale om en lovlig handling, som en lærer må foretage sig for at forhindre en elev i at udøve vold mod andre. Og hvornår er der tale om, at en lærer udøver vold mod en elev? Er der forskel på grænsen, når vi taler om en almindelig folkeskole og en specialskole for handicappede elever?
Børnerådet og Center for Ligebehandling af Handicappede ser nærmere på, hvordan problemerne tackles i skolerne og amterne. Vi har derfor i fællesskab udarbejdet et spørgeskema, der skal sendes til 213 specialskoler (§ 20, stk. 2-skoler) landet over. Hensigten er at få afklaret forholdene og antal af sager, hvor der finder magtanvendelse sted på skolen. Målet er at samle den fornødne viden til eventuelt at foreslå retningslinier og procedurer, der kan præcisere rammerne for det pædagogiske råderum.
Børn bidrager til Børnerådets rapport til FN’s Børnekomité
I begyndelsen af 2005 skal Børnerådet aflevere sin supplerende rapport til FN’s Børnekomité. Som noget nyt vil vi denne gang også aflevere en børnerapport. Undersøgelser i Børnerådets Børne- & Ungepanel samt vores kommende børnemøder vil danne grundlag for denne del af rapporten.
Hvor meget ved børn om deres rettigheder i Danmark? Hvad kender de til FN’s Børnekonvention? Og hvilke temaer synes de er vigtige at underrette FN’s Børnekomité om, når Børnerådet skal aflevere sin supplerende rapport til komitéen? Det er nogle af de emner, vi undersøger i panelundersøgelsen ”Børns rettigheder”, som Børne- & Ungepanelet netop har svaret på.
Svarene fra undersøgelsen skal først og fremmest bruges i forbindelse med børnenes del af Børnerådets rapport til FN’s Børnekomité samt som grundlag for de børnemøder, der vil finde sted i løbet af efteråret 2004.
Aldersdiskriminerer Told og Skat?
Børnebefolkningen er ikke en bred almen læserskare. Det mener Told og Skat, der for nyligt har truffet en afgørelse om, at Børneavisen ikke kan blive momsfritaget med henblik på fortsat portostøtte. Børnerådet har hæftet sig ved det principielle ved beslutningen og undrer sig.
Børnerådet stiller sig uforstående overfor kriteriet i afgørelsen om, at børn og unge i aldersgruppen 8-17 år ikke skulle være en almen bred læserskare. I Told og Skats afgørelse bliver der desuden lagt vægt på, at avisen er målrettet en bestemt aldersgruppe. Ved at opstille et sådant kriterium bliver portostøtte til en landsdækkende avis med nyheder skrevet til børn og unge umuliggjort.
Danmark har med FN’s Børnekonvention forpligtet sig til at sørge for, at børn har adgang til massemedier og informationer. Børnerådet undrer sig over, hvordan vi i Danmark lever op til denne forpligtelse, når man samtidig gør det sværere for at nyhedsmedie at nå ud til børn og unge. Rådet har derfor rettet henvendelse til skatteministeren og bedt om en definition af, hvad man opfatter som en bred almen gruppe.
Børnerådet frygter de facto kriminel lavalder på 12 år
Pr. 1. juli bliver det muligt for kommuner at spærre 12-15 årige inde på sikrede afdelinger uden en dispensation fra amtet, som reglerne hidtil har krævet det. Med de nye regler frygter Børnerådet, at der bliver indført en de facto kriminel lavalder på 12 år.
Al tilgængelig viden taler mod indespærring – i særdeleshed af børn. Anbringelse af børn på sikrede institutioner må derfor være den absolut sidste udvej – og bør kun ske, når alle andre muligheder kan udelukkes. Børnerådet mener, at det aldrig bør ske uden en dispensation fra amtet, hvilket sikrer, at en sag bliver gennemgået endnu en gang. Der meget store forskelle på en 15 årig og en 12 årig psykologisk og udviklingsmæssigt generelt.
Et ophold på en sikret afdeling har betydelig lighed med ophold i et egentligt fængsel. Med de nye regler frygter Børnerådet, at der bliver indført en de facto kriminel lavalder på 12 år eller lavere uden at straffelovens ordlyd ændres. Der er nemlig fortsat mulighed for at amtet kan dispensere for aldersgrænsen på 12 år, hvilket betyder, at endnu yngre børn kan anbringes på sikrede afdelinger. Børnerådet finder dette helt uforeneligt med al viden ombørns udvikling og behov og helt ude af proportioner.
Socialministerens nye bekendtgørelse er blevet ændret uden på forhånd at have været sendt i høring hos relevante parter. Taget i betragtning hvor alvorlig ændringen om at undvære dispensation er, finder Børnerådet det meget beklageligt, at socialministeren haster en bekendtgørelse igennem uden om en normal høringsrunde. Børnerådet har derfor skrevet til socialministeren og gjort rede for vores synspunkter om den nye bekendtgørelse. Vi har desuden bedt om at få oplyst, hvor hyppigt amterne tidligere har dispenseret fra aldersgrænsen, samt alderen på det hidtil yngste anbragte barn.