Annette Juul Lund stopper som sekretariatschef i Børnerådet

07-09-2017

Annette Juul Lund har været øverste daglige leder af Børnerådet siden 2006. Hun stopper efter eget ønske ved udgangen af september for at komme sig efter en længere sygdomsperiode.

Siden Annette Juul Lund startede som sekretariatschef i Børnerådet, er sekretariatet vokset støt og er i dag en meget synlig, aktiv og professionel stemme på børne- og ungeområdet. Børnerådets formand Per Larsen lægger heller ikke skjul på, at man vil savne Annette Juul Lund:

”Annette har på alle måder været en strålende chef, som vil blive savnet af både medarbejdere og rådsmedlemmer i Børnerådet. Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde for rådet, som i dag er et helt andet, end da hun blev ansat. Personligt vil jeg komme til at savne en meget vigtig og kompetent sparringspartner.”

Selv siger Annette Juul Lund, at det er forbundet med vemod at sige farvel til Børnerådet:

”Børnerådet er noget helt særligt, og det vil det altid være for mig. Jeg har – både i rådet og sekretariatet – arbejdet med nogle utrolig dygtige og engagerede folk, og samtidig beskæftiget mig med et meget spændende og meningsfyldt felt, nemlig børne- og ungeområdet. Derfor er det også hårdt at sige farvel, men efter en længere sygdomsperiode er jeg nået dertil, hvor jeg må passe på mig selv og give stolen videre til en ny.”

Souschef Lisbeth Sjørup overtager det faglige og personalemæssige ansvar frem til ny sekretariatschef er fundet.

Kontaktoplysninger
Anna Eistrup, presseansvarlig, tlf. 33783304, email: aei@brd.dk