Månedsnyt fra Børnerådet juni 2017

07-06-2017

Ny undersøgelse: Børn bliver ikke inddraget godt nok i deres behandling på hospitalet
En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at mange børn oplever, at der bliver talt hen over hovedet på dem, at de ikke bliver inddraget i deres behandling, og at de får gjort ting mod deres vilje. Heldigvis er der også mange børn, der fortæller om gode oplevelser med både læger og sygeplejersker på hospitalet. Personalets tilgang er afgørende for, om børn får en god oplevelse på hospitalet. Derfor anbefaler Børnerådet blandt andet, at der kommer lovgivning om tvang mod børn i det somatiske system og en specialuddannelse i børnesygepleje.

Læs Børnerådets undersøgelse: "Jeg er ikke min sygdom - børn og unge fortæller om deres møde med det somatiske system"

Markering af at revselsesretten blev afskaffet
I juni er det 20 år siden, at revselsesretten blev afskaffet. Det bliver markeret d. 9. juni med en konference på Københavns Rådhus med titlen: Hvordan stopper vi vold mod børn? Flere undersøgelser viser, at børn stadig bliver udsat for vold i hjemmet, selvom det har været ulovligt siden 1997. Børnerådet holder et temaoplæg om vold i hjemmet blandt særligt udsatte grupper af børn.

Tilmeld dig konferencen senest i dag

Aldersgrænsen for køb af alkohol bør hæves til 18 år
Danske unge holder stadig fast i europarekorden i fuldskab: 32 pct. af danske 15-16-årige har været fulde minimum én gang i løbet af den seneste måned sammenlignet med et europæisk gennemsnit på 13 pct., viser en europæisk undersøgelse. Den lette adgang til alkohol og det høje alkoholforbrug blandt danske unge er bekymrende, da skadevirkningerne af alkohol er velkendte. Derfor har Børnerådet – sammen med Kræftens Bekæmpelse og en række organisationer – sendt en appel til Sundheds- og Ældreudvalget. Målet er at hæve aldersgrænsen for køb af alle typer alkohol til 18 år i detailhandlen.

Læs hele appellen til Sundheds- og Ældreudvalget

Mød Børnerådet på Folkemødet
Igen i år skal Børnerådet diskutere børn og unges rettigheder og forhold på Folkemødet den 15. til 18. juni. Børnerådet sætter blandt andet i to egne debatter fokus på børn oplevelser i det somatiske system og på de børn og unge, der bliver tabt i systemet. Få overblik over alle Børnerådets debatter i næste uge, hvor der udsendes et nyhedsbrev kun om Folkemødet.

Se det fulde program på Folkemødets hjemmeside

Børnerådet som partner i Røgfri Fremtid-kampagne
40 børn og unge begynder at ryge hver eneste dag. Derfor er Børnerådet én af mange partnere i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens kampagne Røgfri Fremtid, der har til formål at nedbringe antallet af unge rygere i Danmark. Visionen er at se de første røgfrie generationer i 2030.”Vi ønsker den bedst mulige sundhed, trivsel og fremtid for alle børn og unge i Danmark. Og det får de ikke med rygning som følgesvend. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at forebygge, at børn og unge begynder at ryge, og for at hjælpe dem, der allerede ryger," siger formanden for Børnerådet Per Larsen.

Se kampagnevideoen og læs mere på Røgfri Fremtids hjemmeside

Fejring af Børnenes Grundlovsdag
Den 1. juni fejrede vi Børnenes Grundlovsdag. Det blev markeret over hele landet med arrangementer med fokus på børns rettigheder, særligt ”Retten til det gode børneliv”. I den anledning afleverede en gruppe børn på Christiansborg deres budskaber om det gode børneliv til politikerne.

Se billeder fra dagen på Børnerådets facebook