Børneattestordningen har med årene udviklet sig til et nyttigt redskab i den forebyggende indsats mod seksuelle og voldelige overgreb mod børn under 15 år.
Ændringen af bekendtgørelsen har til formål at udvide børneattestordningen, så den også omfatter personer, der er dømt efter straffelovens terrorbestemmelser.
Børnerådet anerkender, at der kan være behov for at beskytte børn og unge under 15 år mod påvirkning fra personer motiveret af ønsker om radikalisering og ekstremisme.
Det er imidlertid et grundlæggende princip i dansk ret, at når man har afsonet sin dom, så har man betalt sin gæld til samfundet. Enhver har potentiale og ret til at blive resocialiseret og genindtræde i samfundet som fuldgyldig borger. Den almindelige opfattelse er, at kun de allermest forhærdede eller syge forbrydere på dette område er uden for rækkevidde – resten skal have chancen, i hvert fald i teorien.
Princippet fraviges som bekendt i reglerne om børneattester. Indholdet af attesten slettes først sent, noget nærmest aldrig, og virkningen er bl.a., at den straffede ikke kan finde arbejde, hvor han eller hun kommer i kontakt med børn.
Drejer det sig om pædofile, hvis tilbøjelighed til børn kan betragtes som en kronisk og behandlingsresistent psykisk sygdom, har det god mening, at de ikke skal omgås børn og unge – her er resocialiseringspotentialet så lille, at risikoen skal komme børn til gode og princippet fraviges.
Drejer det sig imidlertid om ekstremisme, er der langt mere plads til forskellige fortolkninger af årsagssammenhænge og potentiale hos gerningsmanden. Det er ikke Børnerådets opfattelse, at alle, der er dømt efter straffelovens bestemmelser om terror, uden undtagelse efter en udstået straf vil have holdninger og synspunkter, der ikke kan påvirkes i positiv retning. Rådet anser derfor forslaget for uhensigtsmæssigt og foreslår i stedet følgende:
De almindelige straffeattestregler giver en mulighed for individuel vurdering, som børneattestordningen ikke tilbyder. Hvis arbejdsgiveren ved besættelsen af en stilling, der omfatter kontakt med børn under 15, også rekvirerer ansøgerens straffeattest, vil man kunne opnå en beskyttelse mod disse personer, der giver samme sikkerhed som et krav om, at dommen optages på børneattesten – forudsat, at oplysningerne på straffeattesten er tilstrækkeligt detaljerede.
Arbejdsgiver kan så efter dialog med ansøgeren vurdere, hvorvidt den pågældende trods en dom kan ansættes. Den person, der efter en dom er blevet et bedre menneske, vil på denne måde have større mulighed for at finde beskæftigelse og derigennem finde en vej tilbage til at genindtræde i samfundet.
Børnerådet anbefaler på denne baggrund, at arbejdsgivere ved denne type af stillingsbesættelse forpligtes til at rekvirere både børne- og straffeattest og opfordrer derfor til, at Justitsministeriet tager initiativ til at vurdere og efterfølgende ændre reglerne for Det Centrale Kriminalregister med henblik på at sikre en effektiv ordning.