Børnerådet henviser til tidligere høringssvar på de ændringer, der vedrører tidligere lovforslag.
Indhold i de forskellige kapitler
Hvad angår børns ret til en bisidder, finder Børnerådet det afgørende, at den enkelte socialrådgiver oplyser om denne ret, også inden barnet inddrages. Derfor bør en kopi af afsnittet i punkt 455 ff også placeres i kapitel 14 om sagsbehandling i sager om børn og unge med særlige behov for støtte. Det er misvisende, at afsnittet om bisidder på nuværende tidspunkt udelukkende er placeret under kapitel 18, som omhandler tvangsmæssige foranstaltninger.
I lyset af Folketingets Ombudsmands udtalelse af 7. oktober 2016 om, at kommunerne i 5 konkrete tilfælde ikke havde vejledt børn og unge om deres klageadgang, anbefaler Børnerådet, at klageadgang skrives yderligere frem i vejledningen. Det er helt centralt for børns retssikkerhed, at de bliver oplyst om retten til at klage. Derfor bør det som minimum i kapitel 31 fremgå, at kommunen har vejledningspligt om klagemulighederne ifm. en afgørelse.
De enkelte punkter
Punkt 16, afsnit 12-14 om børn med ulovligt ophold
Børnerådet mener, at disse afsnit skal tilpasses forpligtelserne efter Børnekonventionen. Det gør de ikke i tilstrækkelig grad, som de er formuleret i forslaget.
Et barn uden lovligt ophold i Danmark bør ikke kun i ”særlige tilfælde” ”hvor der er en åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller på grund af overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for ” være berettiget til hjælp efter serviceloven (De i citationstegn angivne sætninger er ekstrakt af vejledningens ordlyd). De brugte udtryk kan medføre, at særlig støtte bliver iværksat undtagelsesvist og/eller for sent. Formålsparagraffen i servicelovens § 46 tilkendegiver et udgangspunkt meget lig Børnekonventionens bestemmelser, og Børnerådet finder det bekymrende, hvis børn med ulovligt ophold stilles meget ringere end børn med lovligt ophold, som er omfattet af servicelovens § 46. Børnerådet anbefaler derfor, at ordene ”særlige” og ”åbenbar” og ”alvorlig” bliver slettet.
Punkt 39 generelt og særligt afsnit 6 om servicelovens samspil med forældreansvarsloven, når det drejer sig om børn med skilte forældre
Børnerådet er bekymret for den udtrykte prioritering af de to overlappende lovgivninger forældreansvarsloven og serviceloven. Vi vil derfor bede om en konkret stillingtagen til hvilken af disse love, der må anses som den mest specialiserede lovgivning jf. Lex Specialis princippet, samt hvordan prioriteringen harmonerer med Børnekonventionens artikel 3 om hensynet til barnets bedste i beslutninger, der vedrører barnet.
Rådet er klar over, at der er tale om vejledningsniveau, men det bliver i denne forbindelse så meget desto mere indlysende, at en tydeliggørelse af reglerne overfor de, der forvalter reglerne i praksis, er nødvendig. Som det er angivet i forslaget, vil kommunen først kunne gribe ind i og afbryde det enkelte samvær, når det finder sted. Dette kan være tilfældet i meget komplicerede skilsmissesager. Men som vejledningen er formuleret, betyder det, at kommunen efter at have grebet ind i det konkrete samvær må afvente Statsforvaltningens sagsbehandling. Det betyder, at kommunen, indtil ny afgørelse fra Statsforvaltningen foreligger, må gribe ind, hver gang der er samvær med den pågældende forælder, eller alternativt anbringe barnet udenfor hjemmet for at få hjemmel til at afgøre omfanget af og formen for samvær med forældrene. Dette er ikke hensigtsmæssigt for barnet, og for det første kan det medføre, at barnet må leve i uvished om, hvorvidt der skal gennemføres samvær eller at barnet må gennemføre samvær med en forælder med deraf følgende mistrivsel og risiko for sin udvikling. For det andet vil en anbringelse i mange tilfælde være en for indgribende foranstaltning.
Børnerådet er af den opfattelse, at proportionalitetsprincippets betydning skal inddrages sammen med Børnekonventionens artikel 3, om at hensynet til barnet bedste skal inddrages i alle beslutninger, der vedrører barnet. I den forbindelse, må man formode, at når kommunen har vurderet, at det drejer sig om et barn med behov for særlig støtte, har kommunen langt større indsigt i barnets behov og er derfor den rette til at vurdere, om samvær skal suspenderes indtil Statsforvaltningen kan træffe en ny afgørelse. At en kommune skal gribe ind hver gang, der er samvær, mens der afventes en ny afgørelse, hvilket må forventes at kunne være op til flere gange om ugen, er ikke hensigtsmæssigt. Hensynet til barnets bedste må altid være den primære overvejelse.
Punkt 373, 1. afsnit, 4 linje om at kende til kommunens overvejelser
Børnerådet vil foreslå, at sætningen rettes til ”For børn, unge og forældre er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser”, da det ikke kun er forældrene, der oplever det som vigtigt, at kende til den forventede varighed.