Generelle betragtninger
Indledende
Børnerådet forholder sig positivt til, at regeringen har indgået en aftale om at sætte fokus på, hvad der er bedst for barnet i forbindelse med samværssager ved skilsmisse, specifikt i de sager, hvor et barn afskæres fra samvær med den forælder, som det ikke bor hos.
Erfaringen viser, at det krav om samarbejde mellem forældre, der forudsættes ud fra forældreansvarsloven, langt fra bliver opfyldt ud fra barnets bedste. Det er væsentligt her at gøre opmærksom på den diskrepans, der er mellem lovgivning og de tilbud der gives til forældrene, så de reelt kan blive i stand til at arbejde sammen for barnets bedste.
Da der er set eksempler på, at forældres manglende evne eller mulighed for at samarbejde for barnets bedste, kan medføre urimelige forhold for børnene, kan Børnerådet med vægt tilslutte sig, at der arbejdes for at skabe et bedre og mere realistisk grundlag for forældrenes forventede samarbejde. Et grundlag som indeholder systematiske tilbud til forældrene om ny læring.
Med henblik på at undgå forhaling af sagen, med den mulige konsekvens at samvær afbrydes eller udskydes uhensigtsmæssigt set ud fra barnets tarv, fokuseres der i udkast til ændringsforslag på at tydeliggøre og skærpe kravene til forældrene og at stramme op på Statsforvaltningens procedurer og handlemuligheder. Børnerådet vil her pointere, at skærpede krav alene ikke hjælper de forældre, som har svært ved på egen hånd at samarbejde, og at der i Statsforvaltningen med fordel kan indtænkes nye og bedre tilbud til forældrene.
Stor faglighed og tilstrækkeligt med ressourcer i hjælpen til forældre
Børnerådet vil fremhæve, at der bør sættes ind med mere hjælp til forældrene og ikke mindst med tidlig opsporing af et uhensigtsmæssigt samarbejde mellem disse.
Der gøres opmærksom på, at netop detailspørgsmål, som ifølge loven skal afgøres af forældrene selv, i mange tilfælde kan være selve grundlaget for store uoverstigelige konflikter mellem forældrene, fordi en uenighed om småting kan være en forskydning af en større følelsesmæssig konflikt.
Det er afgørende, at den hjælp, der tilbydes forældre, har et forebyggende sigte. Hjælpen skal være realistisk i forhold til at kunne skabe forandring for forældrene, i form af øget selvindsigt og bedre handlemuligheder, gennem systematisk rådgivning, mægling eller terapeutiske forløb. Netop fornyet selvindsigt er ganske ofte en forudsætning for, at forældrene kan ændre noget til gavn for deres børn. Et sådant tilbud til forældre forudsætter, at der afsættes en realistisk tidsramme, tilstrækkelig ressourcetildeling og ikke mindst nødvendige faglige kompetencer hos de, der tager ansvar for tilbuddet. Det er en både fagligt krævende og ressourcetung opgave at arbejde forebyggende med at hjælpe forældre til at undgå det uhensigtsmæssige samarbejde, der kan give anledning til, at børnene oplever loyalitetskonflikt, utryghed og ængstelse.
Et lovforslag kunne med fordel indeholde mere specifikt og konkret formulerede minimumskrav til den hjælp der tilbydes forældre, hvis samarbejde er til skade for børnene eller forventeligt kan blive det.
Tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar
Børnesagkyndig faglighed er nødvendigt
Børnerådet bifalder udkastets fokus på den potentielt traumatiserende oplevelse, det kan være for et barn at blive udsat for en tvangsfuldbyrdelse af en forælders ansvar for at opfylde en samværsaftale. Børnerådets holdning er her, at der altid skal inddrages børnesagkyndige psykologer til konkret vurdering af, hvordan barnet vil kunne påvirkes af tvangsfuldbyrdelsen, samt til at sikre opfølgning for barnet. Børnesagkyndige skal også stå for rådgivning om, hvordan en besluttet tvangsfuldbyrdelse kan gennemføres mest skånsom for barnet. Samtidig kan Rådet tilslutte sig, at der prioriteres Børnesagkyndig rådgivning til forældre, når tvangsfuldbyrdelse er på tale – også her skal et tilbud til forældrene være af en sådan faglig kvalitet, at man reelt kan gøre sig forhåbning om, at forældrene kan ændre holdning og adfærd.
Samarbejde og klar ansvarsfordeling er vigtigt
Det er Børnerådets holdning, at der i alvorlige højtkonfliktsager skal sikres et effektivt samarbejde mellem det familieretlige system og de sociale myndigheder. Blandt andet er det vigtigt at afklare, hvem der har ansvar for at forebygge et så uhensigtsmæssigt samarbejde mellem forældre, at børnenes behov tilsidesættes. Et sådant fokuspunkt kan med fordel sættes ind i denne ændring af forældreansvarsloven. Der henvises her til Børnerådets tidligere høringssvar i forbindelse med Forældreansvarsloven.
Hensyn til barnets tarv i fokus
Helt overordnet vil Børnerådet henvise til, at trods det, at Rådet tilslutter sig en hensigt i forældreansvarsloven om inddragelse af børn og unges perspektiv, og trods det, at Rådet tilslutter sig barnets ret til begge sine forældre, bør hensynet til barnets bedste altid komme i første række. Dette hensyn er netop fastslået i den seneste ændring af Forældreansvarsloven i 2012, hvor man har fastsat en særlig procedure for de tunge og særligt konfliktfulde sager, og hvor der er forventning om, at der fortsat er fokus på, hvorvidt et samvær er det bedste for barnet.
Børnerådet mener, at hensynet til barnets bedste også betyder, at barnet skal gøres tydeligt opmærksom på sin ret til ikke at blive hørt i forbindelse med forældrenes konflikt.
Barnet skal tilbydes en bisidder, som kan være barnets mulighed for at opleve sig støttet af en neutral person i inddragelsen og i processen op til, og ikke mindst skal barnet sikres de bedste muligheder for at få støtte, i forbindelse med den ofte svære situation det er at skulle håndtere at være i en loyalitetskonflikt mellem mor og far. Der skal derfor også her formuleres klar ansvarsfordeling i de forskellige systemer ift., hvem der tilbyder barnet den nødvendige form for hjælp fx individuelle- eller gruppesamtaler eller terapeutiske forløb, og hvad disse tilbud indeholder på kort og på lang sigt.
Børnerådets bemærkninger til Lovforslagets indhold:
Ad. 3.2 Aflysning og bortfald af samvær - automatisk erstatningssamvær og barnets ferie med forældrene.
Børnerådet mener, at den intention der ligger bag det, at en bopælsforældre ikke skal kunne aflyse et samvær - nemlig at sikre barnet kontinuerlig kontakt med samværsforældrene – kan anskues problematisk. Hvordan sikrer man her, at samværsforælderen ikke udøver chikane ved at forhindre bopælsforælderen – og dermed barnet - i at få en længerevarende ferie, som kan være til barnets bedste? Der mangler i disse overvejelser barnets perspektiv og større fokus på en hjælp til forældre, så de vil være i stand til at lytte til barnet og se dets behov frem for at fokusere på deres egen ret til ferie eller samvær med barnet. Dette skabes kun ved ny læring og gennemarbejdede tilbud.
Intentionen bag et automatisk erstatningssamvær er at sikre barnet forudsigelighed og forhåbentlig en mindre grad af oplevet konflikt mellem forældrene. Denne intention kan Børnerådet bifalde. Det bør dog her indføjes, at barnets perspektiv skal inddrages, idet et automatisk erstatningssamvær ikke nødvendigvis er ønskeligt for barnet.
Hvordan vil barnet fx opleve praksis omkring erstatningssamværet? I mange tilfælde vil det betyde, at barnet fx skal være 3 weekender i træk hos samværsforælderen, hvilket ikke nødvendigvis er optimalt fra barnets synspunkt.
Børnerådet vil påpege, at barnets perspektiv her er fraværende, og at man må præcisere i forslaget, at et automatisk erstatningssamvær skal sikre barnets oplevelse af kontinuitet og ikke forældres ret til samvær. Sigtet er at give barnet trygge forudsigelige rammer, men det vurderes væsentligt at barnet - alt efter alder og modenhed - får mulighed for at give sine ønsker til kende.
Rådet finder det desuden mangelfuldt, at erstatningssamvær ikke tages i overvejelse, hvis samværsforælderen aflyser samvær. I de tilfælde, hvor en samværsforælder er syg eller fraværende, fx på grund af arbejdsrelaterede forpligtelser, vil barnet stadig kunne have brug for at holde kontakten med samværsforælderen.
Endelig bør man indskrive i forslaget, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt bopælsforælderen har hjemmel til at aflyse et planlagt samvær. På den måde gives signal til såvel barnet som bopælsforælderen om, at det betragtes som betydningsfuldt ud fra barnets perspektiv, at samværsaftalen ændres, og at barnet kan opleve det problematisk at få ændret på den rytme, der er fastsat.
3.3. Midlertidige afgørelser om samvær
Børnerådet finder det problematisk at midlertidige afgørelser om samvær automatisk gøres endelige. For at komme frem til en beslutning, som skal sikre barnet de bedst mulige forhold, kræver det et grundigt arbejde – herunder inddragelse af barnets perspektiv. En midlertidig fastsættelse skal netop kunne fungere som midlertidig i den tid, det tager at komme til en endelig og optimal løsning for barnet. At et midlertidigt fastsat samvær automatisk gøres endeligt udhuler hele betydningen af det midlertidige samvær. Rådet mener, at en fare ved dette er, at man bliver tilbageholdende med at fastsætte midlertidige samvær, som netop skal hindre uhensigtsmæssige brud i kontakten.
Lovforslaget kan med fordel formuleres så det fremgår, at den midlertidige afgørelse har gyldighed indtil en endelig afgørelse er effektueret.
Børnerådet vil pege på, at den fastsatte tidsfrist for sagsbehandlingen af samvær på 3 uger forudsætter en realistisk ressourcetildeling. På samme måde anses det som ambitiøst, ud fra de ressourceovervejelser der lægges frem, indenfor 4 uger at kunne fastsætte et midlertidigt samvær, som skal kunne fungere som endeligt. Det er vigtigt, at kvaliteten af undersøgelsesarbejdet er høj. Fx at barnet får mulighed for at få kontakt med en bisidder, at den børnesagkyndige samtale med barnet har en stor faglig kvalitet sikret af veluddannede børnesagkyndige, samt at der sættes en tidsramme for de børnesagkyndige samtaler, som går ud over de berammede 45 min.
Ad.3.4. Mødepligt i statsforvaltningen
Børnerådet er tilfreds med, at forslaget i sin intention søger at dæmme op for de situationer, hvor afgørelse af sagen udsættes uhensigtsmæssigt på grund af aflysninger og afbud.
I forslaget ønsker man at give signal til forældre om, at der i afgørelsesfasen er mødepligt, og at en konsekvens af ikke at møde op er, at der ikke indkaldes til nyt møde.
Børnerådet finder det problematisk, at der er en retorik her, som signalerer pligt og straf i højere grad end hjælp, støtte og forebyggelse til forældre, så man netop undgår den situation, at forældre afviser samarbejde med hinanden og Statsforvaltningen – til skade for barnet.
Det er vigtigt, at tilbud til forældre om mægling, vejledning og lignende, dels findes i et tilstrækkeligt omfang, dels at kvaliteten af tilbuddene har den faglige tyngde, som disse svære konflikter fordrer.
Børnerådet vil fremhæve, at forøget ansvar på forældrene ikke løser noget, så længe forældrene ikke oplever sig hjulpet ift. deres netop uoverstigelige konflikter.
I bestræbelsen på at undgå at et sagsforløb forhales, fremhæver Børnerådet tillige, at et signal om mødepligt bør gælde alle parter i sagen – således at aflysninger og udsættelser fra implicerede fagpersoner heller ikke tolereres.
Ad.3.5. Børnesagkyndig rådgivning ved fuldbyrdelse af forældreansvar.
Børnerådet vil påpege, at det vil være et vigtigt signal at indskrive i loven, at der bør holdes flere møder ved børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling eller andet, til erstatning for formuleringen; ”..kan der af holdes flere møder.” Børnerådet ønsker med denne kommentar at tydeliggøre, at kvaliteten af den hjælp, der gives til forældre skal løftes, hvis målet, som beskrevet i afsnittet er; ”..at skabe faste rammer for barnet og at reducere konflikten mellem forældrene, hvilket har betydning for barnets trivsel.”
Børnerådet tilslutter sig det vigtige i at tilbyde forældre børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar.
Børnerådet foreslår, at forældre, som ikke umiddelbart oplever sig i stand til at tage imod denne rådgivning, kontaktes enten telefonisk eller skriftligt af den børnesagkyndige, samt at forældrene informeres om den potentielt traumatiserende oplevelse, det kan være for et barn, at der gennemføres en beslutning gennem tvang. Et forslag som ikke kan effektueres uden ressourcetildeling.
Rådet forudsætter, at der forudgående har været tilstrækkeligt med forebyggende tilbud til forældrene.
Børnerådet bemærker, at tidsfrist, fx for udskydelse af sagen i forbindelse med rådgivning, ikke bør være mere end 2 uger. Det er vigtigt at undgå unødig udsættelse af tvangsfuldbyrdelse, og der skal være tilstrækkeligt med børnesagkyndige til, at sagsforløbet ikke bliver forhalet.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at en konkret sag kan fordre særlige hensyn, fx vil et afbrud i samvær for et meget lille barn være betydningsfuldt for tilknytningen, mens et større barn, som har andre behov og tidsfornemmelse, vil opleve det anderledes. Derfor vil det være vigtigt med den tilstrækkelige børnesagkyndige faglighed for at kunne vurdere det enkelte barns behov.
Afrunding
Børnerådet vil som afrunding fremhæve at en skærpet retorik, vedrørende pligt og øget ansvar for forældrene, ikke i sig selv løsner et fastlåst og uhensigtsmæssigt samarbejde omkring børnene.
En af de i ændringsforslaget fremstillede konsekvenser for forældrene er, at de ikke vil blive indkaldt til et erstatningsmøde, hvis de udebliver. Børnerådet ønsker at gøre opmærksom på, at det kan have negativ betydning for barnet, at sagen afgøres på et grundlag, hvor kontakt med forældrene er opgivet.
Børnerådet finder det afgørende, at der samtidig med at der stilles krav til forældrene, også tilbydes dem hjælp og støtte til at kunne agere bedst muligt ud fra barnets behov.
Børnerådet vil gøre opmærksom på de vanskeligheder, der kan ligge i, at et system skal være rammesættende myndighed samtidig med, at samme system tilbyder råd, vejledning og hjælp.
Det kan med fordel overvejes, om det kunne være mere hensigtsmæssigt at flytte den støttende, vejledende og forebyggende indsats til en anden instans end der, hvor beslutningerne bliver taget.
Dette vil i givet fald fordre overvejelser om omfordeling af ressourcer og effektivt samarbejde mellem de involverede, så beslutningsprocesser ikke forhales unødigt, og så et helhedssyn ud fra barnets bedste kommer i fokus.