Open menu Close menu

Børnerådet finder som udgangspunkt forslaget hensigtsmæssigt og i god overensstemmelse med de ændringer, der følger af lov nr. 598 af 18. juni 2012 vedr. Børnerådets fortalervirksomhed.

Rådet kan føje følgende betragtninger til udkastet:

  • Børnerådets virkefelt er børn, hvorved forstås ethvert menneske under 18 år, jf. bl.a. Børnekonventionens art. 1. For at tydeliggøre denne udstrækning i alder fra 0 til 18 foreslår rådet med konsekvens for hele udkastet, at ”børn” erstattes af ”børn og unge”.
  • Ad § 1, stk. 1, om udpegningen af formanden. Børnerådet anbefaler, at fremgangsmåden ved udpegningen tydeliggøres. Det bør derfor fremgå af teksten, at ministeren indstiller til regeringens Udnævnelses- og organisationsudvalg, der herefter beslutter, hvem der skal være formand for Børnerådet.
  • Rådet bemærker det som særlig positivt, at rådets uafhængighed nu fremgår med tydelighed af udkastets § 1, stk. 2.
  • Formuleringen i § 7, stk. 1, om inddragelsen af de indstillingsberettigede organisationer, f.x. ved en årlig konference, finder rådet mindre hensigtsmæssig. Rådet foreslår derfor denne formulering: ”Børnerådet skal løbende være i dialog med de indstillingsberettigede organisationer, m.v., jf. § 3, stk.1, og inddrage dem inden for de temaer, som rådet fokuserer på.”
  • Børnerådet bør have indflydelse, når posten som rådets  sekretariatsleder skal besættes. § 5, stk. 2, foreslås derfor formuleret således: ”Social- og integrationsministeren ansætter sekretariatslederen i samarbejde med Børnerådet.”

Med disse bemærkninger tilslutter rådet sig forslaget.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.