Børnerådet ønsker at kvittere for en vejledning, som tydeliggør lovens intentioner om tættest mulig tilknytning til almenområdet og om progression og både brede og dybde af støtten til børn med særlige behov.
Børnerådet finder imidlertid anledning til at knytte en række kommentarer og bemærkninger til udkastet til vejledningen, samt at gentage nogle bemærkninger, rådet fremkom med i forbindelse med høringen over lovforslaget, herunder:
- at såvel Salamanca erklæringen, der omtales i de almindelige bemærkninger til forslaget, som Børnekonventionen understreger, at en vellykket inklusionsproces uomgængeligt stiller resursekrav,
- at Rådet bemærker, at det af forslagets bemærkninger udtrykkeligt fremgår, at det fortsat er kommunens ansvar at give alle børn et fyldestgørende undervisningstilbud. Rådet finder det i den sammenhæng afgørende, at inklusionsprocessen ikke svækkes af den spareindsats, der i øjeblikket finder sted i landets kommuner, og
- at konsekvenserne af en inklusion, der ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den inkluderede elevs forudsætninger og udviklingspotentiale kan være ødelæggende også i et livslangt perspektiv. Konsekvenserne for de andre børn i den inkluderende klasse vil ligeledes være negative.
I den forbindelse er det væsentligt med en perspektivering af et inkluderende uddannelsessystem. Det er en nødvendig forudsætning for tilegnelse af kompetencer, at barnet oplever selvværd i det fællesskab, det indgår i: om det i den konkrete situation måtte være i et fællesskab med de andre børn fra nærmiljøet, eller om det måtte være i et fællesskab med andre børn, der ligner barnet selv i form af at have tilsvarende udfordringer – børn som barnet bedre kan spejle sig i.
Forældrene og barnet bør ved en sådan konkret vurdering have en betydelig medindflydelse. Det er i forlængelse heraf samt af ovennævnte om ressourcebehov betænkeligt og næppe foreneligt med ”barnets bedste” efter Børnekonventionen samt den generelle retssikkerhedsopfattelse, at der sker en begrænsning af Klagenævnets muligheder for at ændre en kommunal afgørelse til alene at omfatte situationer, hvor nævnet efter en samlet vurdering af undervisningsdelen vurderer, at et andet undervisningstilbud i klart højere grad (her fremhævet) imødekommer elevens undervisningsbehov.
En sådan indfaldsvinkel synes ikke at være i god overensstemmelse med ”barnets bedste”. Hvis ”barnets bedste” indikerer, at et andet undervisningstilbud i ”højere grad” men måske ikke ”klart højere grad” imødekommer barnets undervisningsbehov, kan nævnet ikke ændre kommunens afgørelse.
Børnerådet har fundet anledning til at kommentere de enkelte dele af vejledningsteksten, hvorfor en kronologisk gennemgang følger nedenfor.
Vedr. kap. 3, afs. Hvilke elever er omfattet…
Det præciseres her at bekendtgørelsen omfatter elever, som vurderes at have behov for særlig støtte i mindst 9 undervisningstimer. Da der i praksis hersker forvirring omkring dette tal, foreslår Børnerådet, at man enten skriver klokketimer (9) eller undervisningslektioner (12) og altså ikke undervisningstimer, da man herved risikerer at bidrage til forvirringen.
Vedr. kap. 4, afs. fremsendelse af den pædagogisk-psykologiske vurdering
I dette afsnit står der: ”Klasselæreren og andre lærere, der underviser eleven (…) kan efter behov gøres bekendt med vurderingens indhold.”
For at undgå usikkerhed om, hvorvidt vurderingen blot kan videreformidles/forklares af skolelederen til de relevante lærere, bør det her præciseres, at den eller de relevante lærere (der i tilfælde af at eleven fremover skal undervises af dem) ikke bare kan men skal have fremsendt den pædagogisk-psykologiske vurdering.
Fra en psykologfaglig vinkel vil det være uhensigtsmæssigt, hvis formidlingen kun sker gennem skolelederen og læreren ikke selv modtager vurderingen.
Vedr. kap. 4, afs. Iværksættelse af den specialpædagogiske bistand…
I dette afsnit nævnes det, at skolelederen ud fra en samlet vurdering træffer afgørelsen om specialpædagogisk bistand. Det fremgår af afsnittet, at den samlede vurdering ikke kan dannes, uden at forældre og elev er blevet inddraget (har været i samråd).
Børnerådet finder vejledningens vægt på at inddrage elevens synspunkter rigtig og vigtig samt i overensstemmelse med både artikel 12 i FN’s Børnekonvention samt artikel 7 i FN’s Handicapkonvention Det er dog beklageligt, at man har udeladt eleven selv, når det drejer sig om klagemuligheder.
Derfor mener Børnerådet, at sætningen:
"Skolelederen orienterer samtidig forældrene om deres klagemuligheder…”,
også bør inkludere eleven selv på linje med forældrene. Det bør i alle sammenhænge gøres klart for eleven, hvor han eller hun selv kan klage over en beslutning truffet af skolelederen, da det ikke er rimeligt, at eleven er henvist til at klage via sine forældre (hos Klagenævnet for specialundervisning).
Det er et afgørende signal at sende, at børn også har klagerettigheder, og derfor bør elever orienteres eksplicit om Ombudsmandens børnekontor.
Vedr. kap. 4, afs.: Elever med diagnoser
Som Børnerådet læser dette afsnit, er formålet at præcisere, at en diagnose ikke pr. automatik udløser en henvisning til specialundervisning, men at en pædagogisk-psykologisk vurdering altid skal ligge til grund for en henvisning.
Børnerådet anerkender, at dette afsnit kan være tilføjet for evt. at tilbagevise særlige parter (fx forældre eller lærere)’s anmodning om specialundervisning til et barn alene på baggrund af barnets diagnose – typisk en ADHD- eller autismediagnose.
Men da en diagnose imidlertid kan være meget andet end disse (fra dysleksi til cancer), finder Børnerådet det ikke rimeligt/hensigtsmæssigt, at ”børn med diagnoser” forstås under én samlet betegnelse, eller at denne (meget brogede gruppe) omtales som noget mere særligt end børn uden diagnoser.
Reglerne for henvisning til specialundervisning har hele tiden været, og er fortsat, at alle børn kun kan henvises til specialpædagogisk bistand på baggrund af pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med elev og forældre.
At mange børn i dag får konstateret en bestemt type af diagnoser, ændrer ikke ved dette. Derfor mener Børnerådet ikke, at elever med diagnoser bør nævnes i et særskilt afsnit i vejledningen, men at de skal beskrives som alle andre børn.
Et særskilt afsnit til en bestemt gruppe børn har desuden en ekskluderende effekt – hvilket står i dyb kontrast til hensigten med selve loven og vejledningen.
Børnerådet foreslår i stedet, at budskabet om, at elever med diagnose ikke pr. automatik kan modtage specialundervisning, integreres i det indledende afsnit i kapitel 4: Den pædagogisk-psykologiske vurdering, jf. bekendtgørelsens § 3 samt evt. i afsnittet Den pædagogisk-psykologiske vurdering, hvor bemærkningen om, at udtalelser fra andre sagkyndige, herunder lægeerklæringer fra børnepsykiatere, også kan skrives ind.
Vedr. kap. 4, afs. Den socialpædagogiske bistand skal fortrinsvis gives som støtte i den almindelige klasse…
Næstsidste afsnit:
Børnerådet foreslår at sætningen:
”(…) fx på grund af elevens svære psykiske, fysiske, sproglige eller sensoriske funktionsvanskeligheder.”
ændres til:
”(…) fx på grund af elevens svære udviklingsmæssige vanskeligheder (fx sproglige, sensoriske, opmærksomhedsmæssige, fysiske eller psykiske).”
Sidste linje i dette afsnit:
Børnerådet mener, at følgende sætning:
”Elevens henvisning til specialklasse eller specialskole bør have så kort varighed som muligt.”
ikke blot skal læses som et signal om, at almenskolen skal være parat til at tage imod eleven, så snart denne er klar til det, men at sætningen også udsender et signal om, at det segregerede tilbud ikke er ønskeligt.
Det kan være et uheldigt signal. Børnerådet ønsker i denne sammenhæng at fastholde vigtigheden af barnets eget perspektiv. Mens det for nogle elever kan være det eneste rigtige i hele deres skoletid, at gå på en specialskole, fordi de her føler sig ”normale” sammen med ligesindede, kan det for andre elever være helt afgørende for deres trivsel og dermed deres læring, at de kommer tilbage til den almindelige klasse, fordi det er her at de føler sig ”normale”.
Det er kun barnet selv, der ved, hvor det trives bedst, hvilket har betydning for læringen. Derfor er det helt essentielt, at afgørelsen om barnets undervisningstilbud træffes i samråd med barnet selv.
Børnerådet foreslår, at følgende passage:
”På baggrund af en pædagogisk-psykologisk vurdering skal der mindst én gang om året tages stilling til, om den hidtidige ordning bør fortsætte, ændres eller ophøre. Beslutningen træffes efter samråd med eleven og forældrene. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt …” (nederst s. 8, i afsnittet Skolelederens opfølgning på den specialpædagogiske bistand…)
erstatter ovenstående om, at specialtilbuddet blot bør have kortest muligt varighed.
Rådet foreslår ligeledes, at det i vejledningen tydeligt fremgår, at de børn, som gennem et helt skoleforløb måtte have behov for et særligt vidtgående tilbud, også har ret til dette.
Vedr. kap. 5 afs. Organisering af den specialpædagogiske bistand …
I anden linje bruges ordet ”udskillelse”. Børnerådet foreslår, at man i stedet skriver ”tilknytning”, idet dette ord er mindre negativt ladet.
Vedr. kap. 5 afs. Elevplaner m.v., nationale test og afgangsprøver
Udover at det i dette afsnit tydeliggøres, at elevernes læseplaner bør målrettes de enkelte elevers muligheder og formåen, så de har størst mulige chancer for at kunne gennemføre afgangsprøverne, bør det i dette afsnit også helt tydeligt fremgå, at beslutning om fritagelse for at aflægge folkeskolens obligatoriske afgangsprøver bør være en absolut undtagelse.
Målet bør være at flest mulige elever gennemfører prøven. Når dette er vigtigt i et børneperspektiv, skyldes det, at elever, der ikke har været til prøve, stilles markant ringere i forhold til deres fremtidige uddannelsesmuligheder, end de elever, der går op men præsterer dårligt ved prøverne.
Vedr. kap. 5 afs. Etablering af enkeltmandsundervisning…
I andet afsnit bruges formuleringen ”uden ophør”. Børnerådet mener, at udtrykket er et signal om negativ forventning til skolemyndigheden om dets arbejde med at finde et nyt skoletilbud til en elev.
Rådet mener, at det naturligvis skal fremgå, at enkeltmandsundervisning skal finde sted i kortest muligt tidsperiode, og foreslår at man frem for ”uden ophør” skriver ”hurtigst muligt”. Det er vigtigt at sende et klart signal om, at enkeltmandsundervisning i videst muligt omfang skal må gøres så kortvarig som mulig af hensyn til barnet.
Vedr. kap. 5. afs. Arbejdspraktik…
Børnerådet ønsker at fremhæve det positive i, at vejledningen – med hjemmel i folkeskolelovens § 33 – nævner elevers mulighed for efter afslutning af 7. klasse at opfylde undervisningspligten ved at deltage i særligt tilrettelagte erhvervsmæssige forløb. Herved lægges der vægt på ikke bogligt stærke unges fortsatte tilknytning til folkeskolen og en afgangseksamen, som understøtter mulighederne for en ungdomsuddannelse.
Vedr. kap. 7 afs. Flytning til en anden kommune…
Børnerådet mener, at der bør være hjemmel i loven til, at det i særlige tilfælde bør være muligt for fraflytterkommunen at fremsende den pædagogisk-psykologiske vurdering af et barn til tilflytterkommunen uden forældrenes samtykke, såfremt det skønnes at være i barnets interesse.
Vedr. kap. 7 afs. Specialpædagogisk rådgivning og vejledning efter endt skolegang …
I dette afsnit kunne man med fordel erstatte formuleringen ”særligt tilrettelagt undervisning” med ”Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)” idet dette giver en mere præcis vejledning til læseren.
Vedr. kap. 8. Kvalifikationer, for lærere, der varetager specialpædagogisk bistand…
Børnerådet mener, at en fortsat kompetenceudvikling ikke alene bør sikres hos lærerpersonalet, men ligeledes for øvrigt pædagogiske personale med tilknytning til undervisningen.
Vedr. kap. 10 afs. Inddragelse af den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) …
I næstsidste afsnit nævnes det, at elever og forældre kan henvende sig til VISO om vejledende specialrådgivning. At skrive sådan i en vejledning, der specifikt omhandler specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, mener Børnerådet er misvisende, idet det netop på specialundervisningsområdet er forbeholdt PPR at henvende sig til VISO med henblik på at få hjælp til rådgivning af lærere og pædagoger i forbindelse med tilrettelæggelse af den specialpædagogiske indsats.
Derfor foreslår Børnerådet, at man i vejledningen fremhæver dette, for ikke at skabe forvirring om VISO’s rolle i forhold til rådgivning om lige præcis specialundervisning.