Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Undervisningsmiljøet stinker 

Nedslidte skoler, uhumske toiletter og mobning er faste elementer i alt for mange børns skoleliv. Tal fra Børnerådet viser fx, at over halvdelen af eleverne synes, at skoletoiletterne altid eller ofte er ulækre og at de altid eller ofte lugter dårligt. Børnene fortæller om toiletter uden sæbe, toiletpapir, varmt vand, og uden mulighed for at lukke døren. Hertil kommer urin, afføring og brugte menstruationsbind på bræt, gulv og vægge.  


Hver tredje elev – og heriblandt særligt pigerne - svarer, at toiletternes tilstand betyder, at de altid eller ofte går og holder sig. Hvert tredje barn, der ikke vil bruge skolens toiletter, fortæller, at de nogle gange eller oftere har koncentrationsbesvær i timerne.

Ca. hver fjerde elev føler sig udsat for mobning, viser en anden undersøgelse fra Børnerådet. Tal fra Dansk Center for Undervisningsmiljø viser, at 16 % inden for to måneder har følt sig mobbet af en lærer.

Derfor skal børn have en lov, som er lige så omfattende og effektiv som de voksnes arbejdsmiljølov. Den nuværende undervisningsmiljølov er ikke i stand til at løse de problemer, som findes på skoleområdet i dag, mener Børnerådet. Især fordi ingen holdes til ansvar, når loven overtrædes.

Børnerådet anbefaler derfor, at:

Børn og unge får den samme beskyttelse som voksne i dag har efter arbejdsmiljøloven, både når det drejer sig om det fysiske og psykiske miljø, klageadgang, ansvarspræcisering og sanktionsmuligheder.
• Den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering af skolen skal indgå i de kvalitetsrapporter, der hvert år skal afleveres til undervisningsministeriet.

Fakta:
Børnerådet har spurgt 1.100 børn i 6. klasse om, hvordan de oplever mobning i dagligdagen.
25 pct. har oplevet at blive mobbet inden for de seneste par måneder. Ni procent inden for den seneste måned. Omtrent en tredjedel svarer, at de ikke ved, hvad de skal gøre, når de selv eller andre bliver mobbet.

Læs Børnerådets panelrapporter
Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk