Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish
Undervisningsministeriet
Afd. for grundskole og folkeoplysning
Frederiksholms Kanal 26
1220 K

18.juni 2010
j.nr. 3.2-2005-1056

Vedr. udkast til ændring af bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen

Skoleløse børn og børn med løs tilknytning til skolen risikerer at miste de muligheder, deres jævnaldrende har for at skabe sig et godt liv. De risikerer at blive fastholdt i social ulighed, fordi de ikke får de nødvendige skolefærdigheder, der kan hjælpe dem videre til en ungdoms- eller erhvervsuddannelse, og skoleløshed udgør også en høj risikofaktor for kriminalitet.

Undervisningsministeriets undersøgelse om elevernes fravær fra 2008 afslørede store problemer på dette område. Det fremgår bl.a. af undersøgelsen, at et procentuelt lille, men talmæssigt stort antal børn tilsyneladende ikke modtager undervisning som foreskrevet i loven, og videre, at 9 % af skoleforvaltningerne ikke lever op til den lovpligtige undervisningspligtkontrol.

Om udkastet til bekendtgørelse

Efter forslaget skal der nu føres daglig elektronisk kontrol med elevernes tilstedeværelse i undervisningen. Børnerådet bemærker, at oplysningerne om elevernes fravær efter forslagets pkt. 2 endvidere skal være elektronisk tilgængelige for kommunale, regionale og statslige myndigheder.

Det er Børnerådets håb, at der med dette nye system opnås mere ensartet registreringspraksis og dermed bedre undervisningspligtkontrol i skoleforvaltningerne, og at dette på længere sigt kan føre til et lavere fravær end hidtil.

Når systemet er endeligt iværksat i kommunerne i løbet af skoleåret 2010 - 11, opfordrer Børnerådet undervisningsministeren til at gennemføre en ny undersøgelse med samme sigte og metoder som i 2008 for dermed at belyse, om problemerne er blevet færre.

 

Med venlig hilsen

Annette Juul Lund         Søren Gade Hansen

Sekretariatschef             Specialkonsulent


1. "Børn, der gennem længere tid ikke modtager undervisning", Muusmann Research and Consulting på vegne af Undervisningsministeriet.
2. Ca 500 elever på landsplan har i undersøgelseperioden på 8 måneder et ulovligt fravær på mere end 90 dage. 600 børn er i samme periode registreret uden undervisningstilbud af varierende varighed.

 

 

Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk