Høringssvar vedr. lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær m.fl.
(Udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige område)

Børnerådet foreslår, at det tilføjes, at domstolen i særlige tilfælde kan inddrage samværet i afgørelsen uden anmodning fra forældrene. Det kan være nødvendigt, hvis forældrene ønsker at fastsætte, for børnene meningsløse samværsvilkår, med overdrevent rejseri for barnet o.lign.

Vedr. § 39

Det foreslås i lovforslaget, at statsforvaltningen indkalder forældre til møde, såfremt der mellem dem er uenighed om vilkårene. Lovforslaget viderefører hermed praksis fra Høring over rapport om regelforenkling på det familieretlige område afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som er indarbejdet i ægteskabsloven, § 44, med ikrafttræden 1. januar 2005. Børnerådet havde følgende kommentar til den ændring:

”Rapportens pkt. 2.5: Ophævelse af den obligatoriske vilkårsforhandling. Arbejdsgruppen vurderer, at den obligatoriske vilkårsforhandling i statsamtet i forbindelse med separation eller skilsmisse er overflødig – og foreslår at statsamtet kun skal indkalde til vilkårsforhandling, hvis særlige omstændigheder taler for det eller en af parterne anmoder om det. Det er Børnerådets holdning, at dette forslag klart forringer børns retstilling, idet statsamtet således ikke længere automatisk får mulighed for at vurdere barnets bedste i forbindelse med forældrenes aftale. Derfor vil Børnerådet foreslå, at den obligatoriske vilkårsforhandling fastholdes.”

Børnerådet opretholder dette synspunkt uændret.


Generelle betragtninger fra Børnerådet:

Børnerådet skal samtidig udtrykke undren over, at en række andre forslag til forbedringer af barnets vilkår ved skilsmisse og fastsættelse af samvær, som er drøftet indgående de senere år, ikke er indarbejdet i lovforslaget. Her tænker vi særligt på nedenstående spørgsmål, som efter Børnerådets opfattelse, må indgå i en ny lovgivning:

Lov om forældremyndighed og samvær § 16

Det præciseres her, at den forælder, som ikke får tildelt forældremyndighed, har ret til samvær. Børnerådet ønsker at præcisere, at hensynet til barnets bedste tilsiger, at loven må formuleres således, at barnets ret til at bevare kontakten med forældrene bliver det styrende princip. Dermed ville loven komme i fuld overensstemmelse med FN’s konvention om barnets rettigheder, artikel 9, stk. 3.

Lov om forældremyndighed og samvær § 28

Børnerådet finder det oplagt at teksten ændres, således at statsforvaltningen altid skal tilbyde alle børn børnesagkyndig rådgivning, uanset om forældrene i mindelighed og uden statsforvaltningens bidrag, træffer aftale om forældremyndighed og aftaler vilkårene ved samvær.

Lov om forældremyndighed og samvær § 29

I lov om social service § 58, ændrede Folketinget i 2003, en tilsvarende bestemmelse om en aldersgrænse på 12 år, således at alene et modenhedskriterium kunne begrunde manglende gennemførelse af samtale med børn. Ifølge Civilretsdirektoratets statistik fra 2002 høres børn i ca. 20 % af alle sager om samvær, og i alle sager om børn fra 8 år, høres ca. 50 %. Derfor synes der ikke længere at være en grund til at opretholde en aldersgrænse. Til orientering kan det oplyses at i Island og Finland, skal alle børn i princippet høres, og i Norge hører man børn over 7 år.

En tillidsperson for børn i de mest konfliktfyldte samværssager

Det er for nylig kommet frem, at der er en social slagside i de mest konfliktfyldte sager om forældremyndighed og samvær.(Kilde: ”Samvær til barnets bedste”, Mai Heide Ottesen, SFI 04:04.) En række børn oplever, at stå meget alene og føler sig svigtede i disse sager, børnene er nærmest usynlig og bliver ikke hørt. Børnerådet forslår derfor, at der skabes mulighed for at tilkende et barn, der selv ønsker det, eller et barn som forældrene, de sociale myndigheder eller andre i barnets nærhed finder har behov for det, en tillidsperson, der kan støtte barnet under og efter afgørelsen af forældrenes tvister.

Tvangsfuldbyrdelse af samvær

Reglerne om tvangsudlevering af et barn findes i Retsplejelovens § 478 stk. 1 nr. 3, § 483 og § 536 og bærer præg af at henhøre i Retsplejelovens kapitel om udlevering af ting. Reglerne må ændres, således at en udgående fogedforretning for at gennemtvinge et samvær kun kan gennemføres efter en samtale med barnet og med barnets samtykke og efter en børnesagkyndig vurdering. Under selve udleveringen skal en uvildig børnesagkyndig være til stede, for at kunne varetage barnets bedste. Ligeledes må formuleringen om fogedrettens mulighed for at afvise en tvangsudlevering efter Rpl. § 536 stk. 1 pkt. 3, ændres, således at det ikke ligefrem skal sandsynliggøres at tvangsudleveringen truer barnets sundhed, eller som det hedder: ”Barnets sjælelige og legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare”, hvilket vanskeligt kan afgøres af en dommer. I stedet bør der være fokus på, at samværet, som beslutningen om tvangsudlevering skal fuldbyrde, skal fremme, hvad der er til ”barnets bedste” jf. også lovforslagets §§ 17 og 26, herunder f.eks. markere at formålet med fuldbyrdelsen af samværet er, at bistå barnet med at få et ønsket samvær gennemført.


Endelig skal Børnerådet foreslå:

- At Ministeriet for familie og forbrugeranliggender udarbejder en informationsfolder, som kan uddeles til børn fra biblioteker, skoler m.fl. om børns rettigheder ved forældrenes skilsmisse og samværsforhandlinger, herunder om retten til børnesagkyndig rådgivning mm.

- At Ministeriet for familie og forbrugeranliggender udarbejder informationsmateriale, som uddeles til alle forældre som henvender sig til statsforvaltningerne med separationsbegæringer, og som informerer forældrene om børns behov og rettigheder ved separation og skilsmisse, herunder informerer om generelle behov hos børn i forbindelse med samvær.

- Afslutningsvis skal rådet anføre, at vi har hæftet os ved, at det forventes at lovforslaget er økonomisk neutralt. Børnerådet ønsker sikkerhed for, at der er afsat de fornødne ressourcer til den nødvendige efteruddannelse. Vi konstaterer at når det ønskes at parterne i højere grad selv tager ansvaret for at løse deres tvister, vil mediation, konfliktmægling mv. få en støre vægt, og det kræver nye uddannelsesskridt. Samtidig antager vi at en styrkelse af statsforvaltningernes og domstolenes anvendelse af børnesagkyndig bistand, vil kræve at der knyttes flere til disse myndigheder, og at efteruddannelsesopgaven for disse børnesagkyndige også udvides. Vi ser gerne Ministeriets kommentar til disse bemærkninger.

Med venlig hilsen

Klaus Wilmann, formand
og Bente Ingvarsen, sekretariatschef