- Forside /
- Børnerådet mener /
- Høringssvar /
- 2000 /
- Høringssvar 2000 - 10
Socialministeriet
6. kontor
Holmens Kanal 22
1060 København K
7. november 2000
Børnerådets høringssvar vedr.: Udkast til vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge
Generelle bemærkninger:1: I nogle af kommentarerne til vejledningen har Børnerådet foreslået, at der henvises til Børnekonventionen. Børnerådet arbejder for at skabe større kendskab til FN's Konvention om barnets rettigheder og bevidsthed om forpligtelsen til at leve op til konventionens indhold. Da det er i kommunerne at Børnekonventionen for alvor kan få gennemslagskraft, er det vigtigt, at både lovgivning og vejledninger grundlæggende angiver denne forpligtelse som Danmark har påtaget sig gennem ratificering af konventionen.
2: I stigende omfang iværksættes særlige foranstaltninger for børn med anden etnisk baggrund. Det er vanskeligt for mange medarbejdere at arbejde med denne gruppe. Derfor foreslår Børnerådet, at det af vejledningen tydeligt fremgår, at personale med særlig viden om disse befolkningsgrupper, inddrages i arbejdet og at medarbejdere gennem uddannelse styrkes i arbejdet med disse familier.
Specifikke bemærkninger:
Kap. 1
Kommunens og amtskommunens generelle opgaver
1. Henvisningen til særligt afsnit om tværfagligt arbejde og målsætning om tidlig indsats, signalerer til kommunerne, at dette skal vægtes. Børnerådet tilslutter sig afsnittet.
Rådgivning
s. 3
3. Børnerådet er principiel enig i præciseringen af, at kommunerne skal være særlig opmærksom på behov for rådgivning til unge med anden etnisk baggrund. Afsnittet er så vigtigt, at det bør fremstå tydeligere f.eks. som selvstændigt afsnit.
s. 6+7
7. Hele afsnittet understreger at tilsynsforpligtelsen skal styrkes i forhold til børn, der har midlertidigt ophold andet sted end hjemme, både børn, der har samvær med forældre og børn, der har ophold andet sted, uden at det er en anbringelse.
Opmærksomheden skal henledes på, at det fremgår af bemærkningerne til vedtaget lov om fuldbyrdelse af straf m.v. § 54, at det nu er de sociale myndigheder, der har tilsynsforpligtelsen med børn under tre år, som er med forældre i fængsel. Børnerådets høringssvar dateret 17. november 1999 om forslag til initiativer for børn, hvis forældre er i fængsel, indeholder en række kommentarer til fremgangsmåder.
Børnerådet finder, at præciseringerne på hvilke områder tilsynet gælder er vigtige.
Kap. 2
Almindelige bestemmelser, herunder om underretningspligt
Underretningspligt
s 13 +14 § 35 stk. 3.:
Børnerådet er helt enig i forslaget. Det er vigtigt af hensyn til tidligst mulig indsats overfor børn, der fødes af kvinder med misbrug. - Det foreslås, at det fremgår af vejledningen, at det bør vurderes om kvinden har et netværk, som kan inddrages og være støttende.
Anmeldelse
s. 16
25. Børnerådet finder, at den tydeliggørelse af opgavefordelingen mellem politi og sociale myndigheder, som vejledningen præciserer, er god og umisforståelig.
Understregningen af, at det afgørende er kommunens vurdering af beskyttelsen af barnet, er ligeledes god og tydelig. Det er helt i overensstemmelse med FN's Konvention om barnets rettigheder artikel 19, som betoner det offentliges forpligtelser til at beskytte barnet mod bl.a. overgreb.
Børnerådet har bemærket, at begrebet afværgepligt er klargjort i forhold til opfattelsen hos mange af anmeldelsespligt. Det er en god tilføjelse til vejledningen. Samme tydeliggørelse bør ske i Dialogvejledningen, som læses af en bredere kreds af fagfolk.
Kap. 3
Særlig støtte til børn og unge
s. 17
§32 stk. 5 Børnerådet finder understregningen af, at støtten skal ydes til barnets bedste med vægt på stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten meget vigtig. Dette er netop hvad Børnerådet har foreslået i bl.a. 'anbringelse til barnets bedste', nov. 1998. Begrebet til barnets bedste er netop eet af Børnekonventionens vigtige principper.
Med det stigende fokus på Børnekonventionen, som er en realitet, mener Børnerådet, at det bør fremgå af vejledning, at begrebet barnets bedste udgør selve kernen i Børnekonventionen, og at det af artikel 3.1. fremgår: Ved alle foranstaltninger, som vedrører børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række. - Ved at indføje denne artikel i vejledningen, understreges det, at også kommunerne har et ansvar overfor at leve op til Børnekonventionens intentioner.
Målet for særlig støtte til børn og unge
s. 17
26 Børnerådet tilslutter sig præciseringerne om målet for den tidlige indsats. Opremsningen af, hvem der kan inddrages som nære pårørende eller nærtstående personer er god og inspirerende.
S.18
Jf.§32 stk. 5: Dette afsnit udtrykker meget præcist, at det er barnets bedste, der skal vægtes i spørgsmål om konflikter og i forhold til at sikre barnet stabil voksenkontakt. Børnerådet er også enig i pointeringen af, at barnet ikke skal ses som en adskilt del af familien, men at der skal anlægges helhedsbetragtninger.
s. 19+20
26a. Børnerådet har bl.a. i Anbringelser til barnets bedste, nov. 1998 anbefalet nedsættelse af tværfaglig gruppe i kommunerne. Vejledningens udformning er en god inspiration til hvordan en tværfaglig gruppe kan sammensættes, men det bør fremgå at medarbejdere med specifik viden om befolkningsgrupper med anden etnisk baggrund bør deltage.
Præciseringerne om tavshedspligt og opnåelse af samtykke til videregivelse af personlige oplysninger er klare.
Børnerådet foreslår, at det indføjes, at kommunerne skal opsamle erfaringerne om dette arbejde m.h.b. på metodeudvikling. Der er tale om netværksarbejde, som er et udviklingsarbejde, som også har sin egen teori.
s. 25
33. Ændringen følger udvidelse af høringsreglen i forbindelse med ophør af en foranstaltning. Børnerådet tilslutter sig.
Betingelserne for at kunne iværksætte foranstaltninger
S 26+27
34. Børnerådet er grundlæggende enig i, at der skal være overensstemmelse mellem problemets karakter og det indgreb, der kan løse eller afhjælpe problemet. Vejledningen præciserer, at der fra start skal ske et valg, således, at den eller de påtænkte foranstaltninger sigter mod varig hjælp frem for afhjælpning af akut opståede problemer. Det er en helt klar præcisering om den tidlige og rigtige indsats med det samme. Men Børnerådet finder i det følgende at formuleringen mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger er tvetydige. Da lovparagrafferne lægger op til at begrebet barnets bedste, skal være i fokus, synes der at blive sendt to signaler, nemlig både mindste indgreb og mest formålstjenlige. Det foreslås at vægten i formuleringen lægges på mest formålstjenlige foranstaltning, og hvad der er til barnets bedste. Herefter kan det tilføjes, at blandt flere muligheder, vælges den mindst indgribende, forudsat, at det tjener barnets bedste.
s.28
36. Børnerådet er enig i, at en sammensat støtte i hjemmet m.h.b. på at undgå anbringelse, kan være den rigtige hjælpeforanstaltning. Men Børnerådet foreslår tilføjelsen: Under forudsætning af, at støtten i hjemmet, er vurderet, til at være til barnets bedste. Børnerådet ser gerne, at vejledningen tager udgangspunkt i Børnekonventionens principper om barnets ret til omsorg og et liv, der sikrer den optimale udvikling.
s. 32
44. Kontaktperson-ordningen vedr. hele familien er generelt en styrkelse af indsatsen overfor risikofamilier og utilpassede unge. Vejledningens formuleringerne om funktionsområderne for kontaktpersonen er præcise og giver et klart billede af intentionerne. Især præciseringerne om, hvordan ordningen kan anvendes i relation til etniske familier. Børnerådet foreslår at afsnittet får en tilføjelse om at kontaktpersoner skal have den fornødne undervisning eller supervision. Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt for en støtteperson, der kommer så tæt på en families problemer, at der kan være brug for faglig vejledning. - Ikke mindst i forhold til etniske familier, hvor der er et andet kulturmønster, og dermed en anden fremgangsmåde. Da der er tale om metodeudvikling, er der ligeledes behov for erfaringsopsamling i udviklingen af metoder på dette område, hvilket vejledningen godt kan lægge op til.
s.35
49a. Vejledningen angiver meget klart, hvilke muligheder, der kan være for at få særligt socialt belastede unge motiveret til deltagelse i det almindelige samfundsliv. Børnerådet tilslutter sig fuldt ud, men er af den opfattelse, at betalingens minimumsstørrelse for formidlet praktik bør fastsættes centralt, så der ikke forskelsbehandles mellem kommunerne og i den enkelte kommune.
s.36
51a. Vejledningen er præcis og uddybende. Vigtig præcisering, at en støtteperson ikke kan erstatte bisidder, hvis forældrene ønsker en bisidder.
3.9.2 Planens enkelte elementer
s.45
58. Børnerådet tilslutter sig vejledningens tilføjelse vedr. udarbejdelse af plan - valg af foranstaltning, hvor det drejer sig om etniske minoriteter. Men Børnerådet havde gerne set, at vejledningen herudover opfordrer kommunerne til at forsøge, at finde anbringelsessteder/plejefamilier med anden etnisk baggrund. Det har været påpeget fra mange sider, at der er et behov, men at der ikke findes tilstrækkeligt antal anbringelsessteder, der kan opfylde dette behov. Men det kan være et stærkere grundlag for samarbejde med forældrene, som måske bedre kan acceptere en anbringelse i et sådant miljø. Det vil herudover være i overensstemmelse med Børnekonventionens artikel 20.3 som påpeger ...'Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etiske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund'.
s. 46
60. Børnerådet er enig i understregningen af, at forældremyndighedens indehaver også skal give samtykke til de elementer planen indeholder udover anbringelse. Dette stiller yderligere kvalitetskrav til handleplanernes indhold og tydeliggørelse overfor forældrene.
Kap. 4
4.3.2. Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling.
s.53
70. Vejledningens påpegning af, at det ikke er en betingelse for anbringelse, at kommunen først har forsøgt andre foranstaltninger, finder Børnerådet meget væsentligt af hensyn til både den tidlige indsats og den rigtige indsats fra begyndelsen. Hvad angår formuleringen den eller de mindst indgribende formålstjenlig foranstaltninger, mener Børnerådet som for pkt. 35, at formuleringen mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger er tvetydig. Da lovparagrafferne lægge op til at begrebet barnets bedste, skal være i fokus, synes der at blive sendt to signaler, nemlig både mindste indgreb og mest formålstjenlige. Det foreslås at vægten i formuleringen lægges på mest formålstjenlige foranstaltning, og hvad der er til barnets bedste. Herefter kan det tilføjes, at blandt flere muligheder, vælges den mindst indgribende, forudsat, at det tjener barnets bedste.
4.4. Genbehandling
s. 55+56
73. Børnerådet er enige i principperne for genbehandling af foranstaltninger efter § 42. Både eksempel 1 og 2 tydeliggør hensigten med lovparagrafferne.
74. Af hensyn til tryghed og stabilitet i barnets opvækst, er det Børnerådets holdning, at der skal være mulighed for fastsættelse for endnu længere frist for genbehandling end nævnt i § 43 stk. 1-3. Vejledningen kunne godt som under pkt. 73 eksemplificere, hvad der kan være grundlag for længere genbehandlingsfrist. Muligheden bør fremgår endnu tydeligere af vejledningen.
4.7.3 Advokatbistand
s. 61
82. Vejledningen beskriver tydeligt, at gratis advokatbistand er tænkt som støtte i forbindelse med møde i børn og ungeudvalget. Men i vejledningen bør der ligge en opfordring til information om, at kommunens sagsbehandling kan føre til en løsning, hvor der skal berammes et møde i børn og ungeudvalget, hvortil, der tilbydes gratis advokatbistand. Informationerne vil give forældremyndighedsindehaveren god til at finde en advokat og være i overensstemmelse med god sagsbehandling.
4.8.1.Indstilling vedrørende anbringelse efter §42 eller indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke efter § 42a
s. 63+64+65:
Vedr. § 59: både lovtekst og vejledning lægger op til kvalificeret sagsarbejde. Det er en god påpegning, at alle foranstaltninger ikke nødvendigvis skal have været forsøgt før beslutning om indstilling til tvangsanbringelse. Vigtig af hensyn til tidlig - og den rigtige indsats fra begyndelsen.
Børnerådet er enig i, at der skal henses til ressourcer i barnets/den unges familie.
Ligeledes er Børnerådet enig i, at barnet/den unge skal orienteres om påtænkte foranstaltning.
Af vejledningen bør det fremgå tydeligt, at for børn, der er under 12 år skal kommunen - afhængig af barnets modenhed høre barnet. Er barnet 12 år eller derover skal de sociale myndigheder høre barnets mening. Selv om sagens karakter ikke muliggør, at der tages hensyn til barnets evt. ønsker har barnet ret til at komme til orde og få nedskrevet sine synspunkter.
Børnerådet er i princippet enig i vejledningens intentioner, men foreslår, at der henvises til Børnekonventionens artikel 12.1. og 12.2. om barnets ret til at udtrykke sine synspunkter, og at det videre af vejledningen fremgår: & at de tillægges passende vægt i overensstemmelse med modenhed og at barnet skal have mulighed for at udtale sig ved enhver behandling ved forvaltningsmyndighed&
4.9. Sagers afgørelse i børn og ungeudvalget
s.67
92. Vejledningens præcisering, at gennemførelse af den tvangsmæssige foranstaltning skal ske skånsomt, er vigtig. Ligesom understregningen af, at forældre skal have mulighed for at ledsage barnet til anbringelsesstedet, er udtryk for respekt for forældrene, som ofte vil befinder sig i en krisesituation.
101a. Børnerådet er enig i vejledningens præcisering i forbindelse med lovændringen af 31. maj 2000. Det er en væsentlig forbedring, at Børn og ungeudvalget har pligt til at underrette Ankestyrelsen, såfremt udvalget ikke træffer afgørelse som er i overensstemmelse med Ankestyrelsens foreløbige afgørelse. Ligeledes, at børn og ungeudvalgets afgørelse ikke har virkning før Ankestyrelsen, (styrelseschefen) senest 10 dage efter, har taget stilling til om afgørelsen skal have virkning. Det er en klar styrkelse i sagsbehandlingen og konsekvenserne af afgørelserne, at Ankestyrelsens foreløbige afgørelser har opsættende virkning, samt at det er Ankestyrelsen, der træffer den endelige afgørelse.
5.3.4. Ændring af anbringelsessted
s.79+80
Det fremgår af vejledningen, at ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan af forældrene føles som en meget indgribende afgørelse, hvorfor der kræves samtykke hertil fra indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år. Hertil skal bemærkes, at det mindst lige så meget - eller endnu mere - kan føles indgribende for barnet eller den unge under 15 år. Børnerådet ser meget gerne, at det af vejledningen fremgår, at barnet/den unge, skal have lejlighed til at blive hørt i den påtænkte ændring, og at barnets/den unges synspunkter skal tillægges væsentlig betydning og skrives ned. Også her bør der henvises til Børnekonventionens artikel 12.1. og 12.2.
s. 88
124. Børnerådet finder, at det af vejledningen bør fremgå direkte, at i hjemtagelsesperioden skal der samarbejdes med forældrene på en måde så barn og forældre i perioden over tid og under hensyn til barnets modenhed og parathed kan opbygge et kontaktforhold, der er bæredygtigt efter anbringelsen. Det drejer sig om afvikling af tilknytningsforholdet til nære voksne og børn på anbringelsesstedet samtidig med, at der skal opbygges et fornyet kontaktforhold mellem barn og familie. Hvis barnet har været anbragt i længere tid, er tre måneder ikke ret lang tid.
s. 89+90
126. Børnerådet er enig i, at børn og ungeudvalget, for at kunne følge med i praksis, skal orienteres om afgørelse om hjemgivelse, når et barn er anbragt uden samtykke. Ligeledes at udvalget eller enkeltmedlemmer kan underrette Ankestyrelsen, hvis der er tvivl om loven er overholdt.
s.108
161. Understregningen af, at den kommunale forvaltning skal være særlig opmærksom på tilfælde, hvor der er mistanke om forbrydelser mod børn og unge samt seksuelle overgreb er en god tilføjelse, fordi den påpeger kommunens ansvar for at handle.
