- Forside /
- Nyt fra Børnerådet /
- Vis nyhed
Historisk møde blandt uafhængige nationale børnerettighedsinstitutioner
8. maj 2002Børn i alle lande har brug for uafhængige nationale menneskerettighedsinstitutioner, der arbejder for børns rettigheder og sikrer, at børn bliver hørt og respekteret. Der er hårdt brug for de uafhængige institutioner til bl.a. at udbrede kendskabet til FN’s Børnekonvention samt sikre, at landene lever op til konventionen.
Det er nogle af konklusionerne på det første globale møde for uafhængige børnerettighedsinstitutioner, som fandt sted som optakt til FN’s Børnetopmøde i New York i går.
Børnerådet deltog på det globale møde og formand Klaus Wilmann udtaler efter mødet:
”Det er utrolig glædeligt, at vi er på vej til at etablere et verdensomspændende netværk for institutioner som Børnerådet. Det er godt for verdens børn, som har brug for voksne, der vil og kan slås for deres rettigheder. Det er vigtigt, at disse institutioner støttes og bakkes op af landenes ledere, hvis vi skal nå de mål som diskuteres på FN’s Børnetopmøde. Også i Danmark har vi store opgaver foran os.”
Mere end 30 nationer fordelt over hele verden har allerede etableret uafhængige børnerettighedsinstitutioner – råd, ombudsmand eller lignende. 20 af dem deltog på netværksmødet i går. Netværket skal ikke have faste møder, men vil sikre fælles viden via internettet, gensidige besøg mv. Ved store internationale begivenheder om børns rettigheder vil netværket deltage og præge møderne.
Fælles for alle institutionerne er, at de arbejder på baggrund af FN’s Børnekonvention. Konventionen er underskrevet af alle verdens lande på nær USA og Somalia. Institutionerne til det global møde opfordrer i fællesskab USA til underskrive og følge Børnekonventionen og herved vise deres engagement i at realisere børns økononiske, sociale, kulturelle og politiske rettigheder.
Klaus Wilmann udtaler:
„Selvom det kun er USA og Somalia der ikke har underskrevet Børnekonventionen er mange lande langt fra at respektere børns rettigheder. Jeg håber, at det arbejde som nu fortsætter med at etablere menneskerettighedsinstitutioner for børn over alt, kan presse børnene længere frem på dagsordenen både nationalt og internationalt. Alt andet er en katastrofe.”
Mere information om det globale møde for uafhængige børnerettighedsinstitutioner samt FN’s Børnetopmøde, der åbner i dag, kan fås ved henvendelse til Børnerådets formand, Klaus Wilmann på telefon 4045 3630.