Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

A World fit for Children

10. maj 2002

A World fit for Children - sådan lyder navnet på det slutdokument, som stats og regeringslederne vedtager på FNs topmøde om børn i New York fra den 8 - 10 maj.


Topmødet er nær sin afslutning og slutdokumentet er tæt på en vedtagelse. Med slutdokumentet, som er en omfattende samling af mål og indsatser, har verdens ledere givet hinanden håndslag på at fortsætte den proces som Børnetopmødet i 1990 påbegyndte. En proces som har givet vigtige resultater, men stadig har langt endnu.

Slutdokumentet referer til Konventionen om Barnets rettigheder, og for Børnerådet er det betydningsfuldt at det har sit fokus på børns rettigheder. Ret til omsorg og udvikling, til sundhed og beskyttelse. Og dokumentet anerkender at børn er borgere som skal inddrages og lyttes til. På mange måder er det også lykkedes på selve topmødet. Mange delegationer havde børn og unge i deres delegationer, og børnenes stemmer lød overalt i FN-bygningen og også fra talerstolen. Børnerådet er tilfreds med disse signaler, og ser derudover frem til at de mange mål i slutdokumentet omsættes til handlinger. Det er f.eks. tilfredsstillende for Børnerådet at slutdokumentet indeholder en opfordring til at etablere og styrke selvstændige menneskerettighedsinstitutioner for børn, som Børnerådet i Danmark, som et vigtigt middel til at fremme respekt for børnenes rettigheder.

Børnerådets formand Klaus Wilmann, som deltog i topmødet som medlem af den
danske delegation udtaler: "Topmødet er vigtigt for verdens børn og selvom danske børns vilkår nemt kan drukne, når vi taler om så alvorlige ting, som sult, børnearbejde, manglende skole og HIV/Aids i den tredje verden, stillede topmødet også markante krav til børns vilkår i den rige del af verden. Jeg tænker her specielt på vores evne til at inddrage børn i samfundslivet. Børns indflydelse på udviklingen af deres skole og deres lokalmiljø er temaer som er helt centrale i Danmark."

At medinddrage børn og unge i beslutninger om deres eget liv, er en stor udfordring. Der er brug for at denne forpligtelse bliver kendt og fulgt. Men der er også brug for at finde måder at gøre det på. Måder der giver mening for børn og unge. Børnerådet vil prioritere denne udfordring højt.

Slutdokumentets mange ord, må nu omsættes i handling og Børnerådet vil fastholde regeringen og Folketinget på Danmarks forpligtelser, som også Børnerådet vil handle på grundlag af.

" Der er brug for en bred handlingsplan, som både har fokus på børn som medborgere, og på de store problemer, som Danmark stadig har. Jeg tænker
her på børn som udsættes for omsorgssvigt, vold og misbrug".

Yderligere oplysninger om topmødet, kan fås ved henvendelse til Børnerådets
formand, Klaus Wilmann på mobiltelefon: 4045 3630.
Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk