- Forside /
- Nyt fra Børnerådet /
- Vis nyhed
Klart svar til statsministeren: Nej, den kriminelle lavalder skal ikke sænkes
22. september 2009Ungdomskriminalitet skal forebygges – og det virker. Længere straffe og hårdere sanktioner løser ikke problemet. Der er heller ikke noget, der taler for at sænke den kriminelle lavalder. Det er hovedkonklusionerne i den betænkning, som justitsministeren i dag får overrakt af en kommission af eksperter på området. Børnerådet håber, at regeringen vil lade sig inspirere til at satse på de langsigtede løsninger.
Det lyder tungt, men den er god nok: En tidlig, helhedsorienteret, tværsektoriel og sammenhængende indsats. Det er det bedste bud på, hvordan man kommer ungdomskriminaliteten til livs. Politi, skole, de sociale myndigheder, fritidsklubber osv. skal blive bedre til at tale sammen og koordinere deres indsats over for det enkelte barn, der er på vej ud i kriminalitet.
Birgitte Holmberg Pedersen, medlem af Børnerådet og retspræsident i Helsingør Ret har deltaget i kommissionens arbejde: ”De hurtige, slagfærdige løsninger har måske en effekt over for vælgerne, men over for de unge er der absolut ingen gevinst at hente ved længere og hårdere straffe. Hvis politikerne reelt ønsker at sætte ind over for unges kriminalitet, så må de indse, at det koster på kort sigt – og betaler sig på lang sigt. Færre institutionsanbringelser og fængselsophold, mindre eksklusion og sociale omkostninger – det er de gevinster vi får, hvis vi satser langsigtet.”
Ungdomskriminaliteten falder
Antallet af unge, der begår kriminalitet, er historisk lavt. Antallet af børn i alderen 10-14 år, der anmeldes til politiet for at have begået en kriminel handling, er samlet set uændret siden 2000. Lovlydigheden blandt unge under 18 er med andre ord i top. På et enkelt punkt er der dog grund til bekymring: Den grove kriminalitet fylder mere, og der er ofte tale om unge, som er stærkt belastede – socialt og ofte med psykiske problemer og misbrug. Indsatsen over for dem er derfor både vanskelig og dyr, men forskningen viser, at behandling – og ikke straf – er vejen frem. Derfor er Børnerådet tilfreds med, at kommissionen peger på forebyggelse og behandlende tilbud som de væsentligste instrumenter i arbejdet for at begrænse unges kriminalitet.
Birgitte Holmberg Pedersen lægger også vægt på, at kommissionens anbefalinger er forskningsbaserede: ”Nu har vi mulighed for at bygge vores beslutninger på mere sikker viden om, hvad der virker, i stedet for at lade os styre af enkeltsager og følelser. Betænkningen er visionær og fremadskuende – det håber jeg smitter af på den politiske debat om ungdomskriminalitet”
Mange konkrete forslag til politikerne
Betænkningen har en lang række forslag til, hvor man kan sætte ind:
- Handlingsplan for alle unge: Kommunerne skal have pligt til at lave en handlingsplan for unge, der begår kriminelle handlinger – og der skal sættes konkrete mål for indsatsen
- Undervisning virker: Alle unge under 18 år, der begår kriminalitet, skal sikres mulighed for skolegang efter behov op til og med 10. klasses niveau
- Obligatorisk underretningspligt for politiet: Politiet skal underrette de sociale myndigheder i alle sager, hvor unge bliver afhørt som sigtet i sager om stoffer.
- Underretningspligt for skolerne: Skolerne skal underrette de sociale myndigheder, hvis en elev flyttes eller udskrives på grund af bekymrende adfærd eller fravær.
- Mentorordninger for kriminalitetstruede børn og unge: Kommunerne skal tilbyde børn og unge en mentor, hvis det vurderes, at de har behov for en stabil positiv voksenkontakt
- Betinget straffeattester: For at give de 15-17årige en mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet skal straffeattesten ikke belastes af oplysninger om førstegangs-kriminalitet – med mindre der sker gentagelser eller der er tale om grov kriminalitet
Yderligere info og kontakt
Børnerådet kommenterer gerne på de enkelte forslag i kommissionens betænkning.
Birgitte Holmberg Pedersen på tlf. 2510 7910
Kommunikationsmedarbejder Flemming Schultz, tlf. 3378 3304
Kommisionsbetænkningen kan downloades fra Justitsministeriets hjemmeside.