Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Omskæring – hvem har retten til kroppen?

12. december 2008

Forældre 'ejer' ikke deres børn, og med god grund regulerer samfundet forholdet mellem børn og deres forældre. Debatindlæg om omskæring.


Af Charlotte Guldberg, formand for Børnerådet
Debatindlæg bragt i Weekendavisen d. 12. december 2008

”MIN SØN ER faktisk min ’ejendom’” hævder Martin Krasnik i sin beretning om en uge i en omskåret mands liv. Det er også en dybt privat sag, forklarer han videre efter en detaljeret beskrivelse af sin egen og sin søns omskæring.

Krasnik tager fejl i begge tilfælde. Forældre ’ejer’ ikke deres børn, og opdragelse er et ikke kun en privat sag. Man kan ikke påberåbe sig den private ejendomsret, når samfundet vil blande sig i, hvordan voksne opfører sig overfor deres børn.

IDÈEN OM, AT man ’ejer’ sine børn er absurd. Det så man et eksempel på, da Folketinget i 1997 ved en lovændring afskaffede revselsesretten. Selvom der er tale om to vidt forskellige ting, så er der klare referencer i omskærings-debatten i dag til 1990ernes forsvar for forældrenes ret til at slå deres børn. Dengang frygtede man, at den nye lov ville betyde et endeligt for forældres ret til at bestemme over deres børn, og at børn i realiteten ville blive statens ejendom. På samme måde forsvarer man i dag rutinemæssig amputation af drenges forhud. Et uigennemtænkt og ødelæggende angreb på forældrenes ejendomsret over børnene, hævdes det, og i øvrigt grebet ud af den blå luft.

Men her overser man et par væsentlige pointer, som først og fremmest handler om barnets – og altså ikke kun forældrenes – rettigheder. At insistere på børns rettigheder er hverken historieløst eller uden sammenhæng med virkeligheden. FNs Børnekonvention er et produkt af flere århundreders frihedstænkning, ratificeret af alle lande i verden (undtaget USA og Somalia) og glasklar i sin formulering af den forrang, som barnets tarv skal have i alle beslutninger, der vedrører dets liv og velfærd. Konventionen har vist sig som et banebrydende værktøj i indsatsen for at beskytte børn mod uretfærdigheder af enhver art og for at sikre deres ret til at blive hørt og respekteret.

NÅR BØRNERÅDET forholder sig til omskæring af drenge, er det fordi, vi mener, at der er grund til at understrege børnenes perspektiv på ritualet.

Og der er tale om en reel interessekonflikt. Forældre er ikke altid bedst til at varetage børns interesser. Det er et faktum, som muligvis kommer bag på mange, men forestillingen om det modsatte er naiv. Derfor er der en lang række områder, hvor samfundet regulerer forholdet mellem børn og deres forældre. Det er ikke kun i anbringelsessager og lignende situationer, hvor forældre er ude af stand til at tage vare på deres børn. Også i det almindelige, ukomplicerede familieliv stiller samfundet krav og giver rettigheder til både børn og forældre. Det sker fx i forældreansvarsloven, som gør det strafbart at opdrage sit barn ved ”legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling”. Loven giver desuden mulighed for detail-regulering af skilsmisseramte forældres adfærd, hvis der er børn indblandet. Samfundet forpligter også forældre til at sørge for, at deres børn modtager undervisning. Man kan ikke fx vælge, om ens barn skal lære at læse eller ej. På andre områder er det forældrenes ret, der defineres, fx retten til at disponere over barnets indtægter eller om barnet skal meldes ind i eller ud af Folkekirken (i øvrigt begge rettigheder, der bortfalder, når barnet fylder 15 år).

TENDENSEN TIL at vurdere omskæring ud fra voksnes interesser er tydelig, når der efterrationaliseres om de sundhedsmæssige aspekter. Omskæring af drenge er ikke et harmløst indgreb. Der er ingen grund til at blæse omfanget af komplikationer og risici op, men bagatellisering er heller ikke nyttigt. Rigshospitalet i København behandler jævnligt drenge for komplikationer opstået i forbindelse med omskæring. Det er alle former for problemer, man ser; de allerfleste i den absolutte småtingsafdeling, andre knap så harmløse og i enkelte tilfælde alvorlige. Den seriøse del af forskningen på området peger på, at der opstår komplikationer i et sted mellem 0,2 og 3 % af alle omskæringer – vel at mærke, hvis de foretages i såkaldte best-practice miljøer.

Det er almen viden i lægefaglige kredse, at det gør ondt på drengene at få skåret forhuden af. Derfor anbefaler man lokalbedøvelse, selvom der er usikkerhed om, hvilke metoder der er mest effektive. Nogle få læger vælger bedøvelsen fra, fordi de mener, at den er risikoen ved den er større end fordelene.

Den amerikanske børnelægeforening, American Association of Pediatrics, fraråder systematisk omskæring af drenge af samme årsag. De medicinske fordele står ikke mål med ulemperne. De fordele, man normalt fremhæver i forsvaret for omskæring er bl.a. at mænd uden forhud er sværere at smitte med HIV, og at de kvinder, de lever sammen med, har lavere risiko for at få livmoderhalskræft. Men begge sygdomme kan forebygges effektivt uden at amputere nyfødte drenge.

Man peger også på, at omskårne drenge har væsentlig nedsat risiko for urinvejsinfektioner. Her er det værd at bemærke, at man skal omskære flere end 50 drenge for at forebygge blot et enkelt tilfælde af infektion – et tilfælde, man som regel kunne have klaret med antibiotika.

Der er altså ikke sundhedsfaglige grunde, der taler for systematisk omskæring af drenge. De fordele man kan pege på, er fordele for voksne mennesker og ikke for de børn, der udsættes for indgrebet. Set ud fra et børneperspektiv bør omskæring af drenge ske, når der er medicinsk indikation for at foretage indgrebet, fx ved forhudsforsnævring.

Børnerådet peger på en 15 års grænse for omskæring af drenge i tilfælde, hvor der ikke er en medicinsk begrundelse, fordi man i en række andre sammenhænge betragter det som et fornuftigt tidspunkt at give børn en større grad af selvbestemmelse. Den seksuelle lavalder er juridisk defineret her, det samme gælder den kriminelle lavalder, og på flere andre områder opnår børn selvbestemmelse, når de fylder 15 år.

Afskaffelsen af revselsesretten i 1997 var et lovindgreb, som stille og roligt har virket efter hensigten, selvom ingen er dømt for overtrædelse af loven. Retspraksis på området er uændret, ingen forældre er røget i fængsel, og i dag er alle – eller næsten alle - enige om, at man ikke skal slå børn. Overfor de forældre, som stadig har svært ved at lade hånden blive i lommen, ved vi, at dialog om holdningen til børn og børneopdragelse er mere effektiv en straf. Men lovændringen var væsentlig som et signal om, at børn har rettigheder og forældre har ansvar.

Den var desuden udtryk for en fornuftig og nøgtern afvejning af forældrenes rettigheder overfor børnenes rettigheder. Den afvejning vil og skal Børnerådet bidrage til – også når det gælder omskæring.


Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk
Cookiepolitik