Tilmeld til nyhedsbrevTip en venEnglish

Nye forslag til hvordan børn bliver fysisk aktive

1. august 2007

Lov om én times fysisk aktivitet om dagen og generation 100 % cyklist. Det er nogle af de nye forslag til, hvordan børn bliver mere fysisk aktive.


Forslagene er resultatet af konferencen ”24 aktive timer i de fysisk inaktive børns tjeneste”. Det er TrygFonden, Det Nationale Råd for Folkesundhed og Børnerådet, der er initiativtagere til konferencen.
 
- Vi ved, at flere og flere børn bevæger sig for lidt. Og at denne fysiske inaktivitet indebærer en forøget risiko for en række sygdomme senere hen i livet. Vi ser faresignalerne, men vi ved ikke så meget om, hvordan vi effektivt sætter ind over for dem. Jeg er derfor rigtig glad for de mange spændende forslag og ideer, der er kommet ud af ”24 aktive timer i de fysisk inaktive børns tjeneste”, siger Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.
 
Indsatsområder

  • Drøn på skoler og fritidsordninger – Lov om en times fysisk aktivitet om dagen, længere frikvarterer, legepatruljer, børnene ud af klassen i frikvarteret og prioritering af udearealer i skolen.
  • Generation 100 % cyklister – cyklen skal være børnehverdags-transport. Fx cykellejrskoler og en årlig cykelmåned.
  • Brobyggere i mellem børnenes miljøer – fx skole, fritidsordning og foreninger bindes sammen af specielt uddannet aktivitetsmedarbejder på tværs af kommunen.  
  • Fysisk aktivitet i byplanlægningen – fx flere gader til leg, hulebyggepladser og udendørs fitness steder.
  • Brug teknologi til bevægelse og ikke til passivitet – digitale legepladser. Fx dans på lysende felter, skydeleg med laservåben etc.

Konferencen, der talte 60 eksperter, forskere, praktikere og fagfolk inden for børne- og sundhedsområdet fokuserede på nogle af de spørgsmål, som også optager kommunerne efter at de 1. januar 2007 overtog forebyggelsesarbejdet inden for sundhedsområdet.
 
- Vi er nødt til at se bredt på de rammer, som børn uanset social baggrund færdes i til daglig. Det kan være på cykelstien, i skolegården eller på fritidshjemmet. Børnene kan ikke selv løse problemet med inaktivitet. Alle har en opgave i at understøtte og udvikle børns fysiske aktivitet og sundhed, men det kan kun gøres, hvis grundlaget og rammerne er til stede. Det er vores håb, at konferencens anbefalinger vil inspirere alle, der arbejder med området til daglig, siger initiativtagerne til konferencen.
 
Få mere at vide:
Charlotte Guldberg, formand for Børnerådet, mobil: 2279 2650 eller e-mail: charlotte.guldberg@gmail.com

Logo Vesterbrogade 35
1620 København V
Tlf. 3378 3300
Fax 3378 3301
E-mail: brd@brd.dk